'Psykologisk ilt i pædagogisk og organisatorisk arbejde' handler om at bygge bro mellem teori og praksis. Bogen tager afsæt i den integrative selvpsykologi, der beskæftiger sig med menneskers grundmotivation, kvalificerede selvbestemmelse og behov for psykologisk ilt i dannelsen af en meningsfuld tilværelse.  Der er tale om en grundlagsteori, som er åben for den form for videreudvikling, der er nødvendig, hvis den skal blive et værktøj, som praktikeren meningsfuldt kan tage ejerskab over og forene med sine erfaringer og sin professionalitet – i netop den særlige sammenhæng, som praktikeren arbejder i.

Bogen er skrevet af deltagere i Netværket for Integrativ Vitaliseringspædagogik, Intervention og Dannelse (psy.au.dk/jt/nivid). Den giver en fyldig introduktion til den teoretiske tænkning og de teoretiske modeller i den integrative selvpsykologi og viser dernæst i 12 kapitler, hvordan teorien på forskellige måder kan omsættes i udvikling af praksis – inden for psykologi, pædagogik, undervisning, integration, socialpsykiatri, livssamtale, skoleudvikling og ledelse.

For den pædagogiske og organisatoriske udvikling forsøger bidragsyderne at vise en ny vej, der lægger op til at finde  fællesnævneren i teoretisk grundlagstænkning frem for at finde den i procedurer, der skal regulere praktikeres adfærd. Og med den brede vifte af bidrag inviteres professionelle praktikere til selv at blive aktører i skabelsen af deres egen, teoretisk funderede praksis.

Forholdet mellem teori og praksis er et delikat forhold. På den ene side kan man finde praktikere, der helst ikke vil vide for meget af teori, da de oplever det som abstrakt og forstyrrende i forhold til at udøve deres praksis. På den anden side kan man finde teoretikere, der på højt sofistikeret plan kan tænke kompleksitet og nyudvikling af forståelsesformer, men som ikke rigtig kan få deres ben til at nå den praktiske muld.

'Psykologisk ilt i pædagogisk og organisatorisk arbejde' handler om at bygge bro mellem teori og praksis. Bogen lancerer en tilgang, der hedder teoribaseret praksisudvikling, hvor teori og praksis betragtes som ligeværdige og med gensidig respekt. Den teoribaserede praksisudvikling adskiller sig fra tidens tendens til at anvende koncepter, manualer og metoder, der vil have professionelle praktikere i forskellige sammenhænge til at gøre deres ting på den samme måde. Den teoribaserede praksisudvikling vil i stedet give professionelle praktikere nogle fælles rammesætninger for at udfolde deres praksis på forskellige måder. Synspunktet er, at det ikke er den enstrengede enighed, men derimod den meningsfulde uenighed, der driver udviklingen af professionel praksis i arbejdet med børn, unge og voksne mennesker fremad.