Medlemskabspriser

Jeg har for mange år siden læst "Dræb ikke en sangfugl", og kan huske at jeg var meget begejstret for den. Derfor havde jeg glædet mig til at læse endnu en bog af samme forfatter, men jeg blev faktisk ret skuffet ... synes sproget og personerne var alt "for stive" og denne bog gav mig slet, slet ikke samme læseoplevelse. Bogen er meget rost, så måske er det bare mig, der ikke forstår den ...

På trods af, at “Sæt en vagtpost ud” blev udgivet 50 år efter bestselleren “Dræb ikke en sangfugl” og foregår ca. 20 år efter denne, ja så skrev Lee faktisk “Sæt en vagtpost ud” først. Men forlydender siger, at forlaget ikke ville udgive den og bad hende omskrive manuskriptet og dette kom der så den prisvindende “Dræb ikke en sangfugl” ud af. Og derfor skulle vi først mange år senere stifte bekendtskab med det hidtil uudgivne manuskript “Sæt en vagtpost ud”. Denne viden synes jeg er god at have med, når man kaster sig over de to bøger. Det er omkring 6 år siden, at jeg læste “Dræb ikke en sangfugl” og jeg var ikke blæst helt bagover, men jeg synes det var en rigtigt god bog og jeg forstod også hvorfor den var blevet en bestseller. Da jeg kastede mig over “Sæt en vagtpost ud “ var det et dejligt gensyn med byen Maycomb og hovedpersonen Jean Louise (Scout) Finch. Men der var også noget markant anderledes ved “Sæt en vagtpost ud” og det var bla. at den var en del mere kompleks, jeg synes den kom ned i nogle dybere lag og så fremstillede den også sine karakterer meget mere komplekst. Det viser sig nemlig at alting ikke er helt sort/hvidt og at selv de mest empatiske personer, også har nogle uempatiske karaktertræk. Hvis man ser på dette i forhold til, at forlaget bad Lee lave et nyt manuskript, så synes jeg det giver god mening. Der er sådan en tendens til at helte/skurke karakterer bliver beskrevet meget unuancerede, enten er de gode eller også er de dårlige mennesker- ikke noget midt imellem eller lidt af hvert. Og derfor har “Dræb ikke en sangfugl” mere bestseller potientiale, fordi vi har med en ægte helt og idealist at gøre, nemlig Scout’s far, advokaten Atticus Finch. Men dette billede krakelerer altså i “Sæt en vagtpost ud” og gør, efter min mening, historien mere interessant, men nok også mere realistisk. Husk på, at vi er i sydstaterne i 50’erne og det er også i denne tid, at bogen blev skrevet.

Anmeldelse af "sæt en vagtpost ud" af Harper Lee Jeg har aldrig læst forgængeren- klassikeren "dræb ikke en sangfugl", derfor modtog jeg "sæt en vagtpost ud" og læste den som en selvstændig roman. Eftersom jeg godt ved, at "dræb ikke en sangfugl" er en klassiker og prisvindende roman, var mine forventninger til "sæt en vagtpost ud" tårnhøje. Jeg forventede en roman, der fænger, beskriver levende og som er troværdig. Desværre blev jeg skuffet. Det var utrolig svært, at komme igang med bogen. Jeg havde svært ved, at finde ud af, hvem personerne var og hvilke relationer de havde til hinanden. Jean Louise rejser hjem, på sin årlige 2 ugers ferie, til sin hjemby Maycomb Alabama. Hendes far Atticus Finch, barndomskæresten Hank og tanten Alexandra bor alle stadig i byen. Alt synes at gå sin vante stille gang, indtil Jean Louise opdager, at Atticus og Hank begge deltager i et borgermøde af rascistisk karakter. Herefter handler bogen primært om Jean Louises kamp med at forstå og acceptere Atticus' og Hanks rascistiske holdninger og hendes indre kamp for at finde hendes egen rolle og ståsted. Harper Lee beskriver meget levende gennem hele romanen. Bare tag det første kapitel. Man kan sagtens forestille sig, at man sidder ved siden af Jean Louise på toget og kigger ud af vinduet. Når det så er sagt, så er det også den første del af bogen, der er utrolig langtrukken og som gjorde, at jeg som læser var ved at kapitulere flere gange. Når man så kommer efter borgermødet, begynder handlingen endelig. Herefter er romanen ganske udemærket. Bogen er meget troværdig. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan livet i sydstaterne har udspillet sig.

Et værk kan gøre en kæmpe forskel, og et sådan er bogen ”Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee, som er gået hen og blevet en klassiker i amerikansk litteratur. Bogen blev i 1961 tildelt Pulitzerprisen. Det er ikke sikkert du har læst den, men du har sikkert hørt om den og måske set filmatiseringen med Gregory Peck og John Megna fra 1962. I begyndelsen efterspurgte folk en fortsættelse, men da der ikke kom nogen har der lige siden været stille omkring Haper Lee. Den stilhed er i den grad brudt nu 54 år efter med udgivelsen af ”Sæt en vagtpost ud”, nu er det ikke sådan et der er tale om en nyskreven bog, faktisk er den skrevet først men har ligget i en skuffe. Handlingen er 20 år senere end ”Dræb ikke en sangfugl” og det er stadig Scout – alias Jean Louise – der er bogens hovedperson. Hun er nu en selvstændig 26 årig kvinde bosat i New York og tager på to ugers ferie hjem til faderen i Maycomb, Alabama i Sydstaterne. Her har tiden stået lidt stille og hun kærester med Hank (naboens søn) som gerne vil have hende tilbage til byen og giftes, men det er ikke lige det Jean drømmer om. Men tingene udvikler sig da barnebarnet til Jeans barnepige kører en hvid mand ihjel, og Jeans far bliver forsvarer for den unge sorte mand. Sagen kommer til at påvirke Jean og hendes syn på faderen, som ellers altid har stået som et fyrtårn for hende, når det gælder retfærdighed og racedebatten. Inden jeg læste ”Sæt en vagtpost ud” genlæste jeg ”Dræb ikke en sangfugl”, for at få genopfrisket hukommelsen. De to bøger hænger dog ikke sammen, og kan uden problemer læses uafhængigt af hinanden. Mine forventninger til ”Sæt en vagtpost ud” var ret høje, da den jo i den grad har haft pressens bevågenhed, jeg synes dog ikke at disse er blevet indfriet helt. Bogen er velskrevet og temaet en væsentlig og vigtig del af den amerikanske historie, så den har helt klart sin berettigelse. Det at den er skrevet i 50’erne bevirker at det er et samtidigt syn på et raceadskilt samfund, hvorfor den visse steder virker lidt gammeldags set med nutidens øjne. Sproget er udmærket og ”Sæt en vagtpost ud” er en let læselig bog. Hvis man ikke er så stærk i USAs historie, er der bagerst en række noter med forklaring på personer og begivenheder der er refereret til i løbet af bogen.

Vi møder Jean Louise igen som voksen, hendes far Aticus, hendes tante og hendes elskede onkel Jack. Jean Louise har stadig sine egne meninger og hun når til en erkendelse af, at hun er farveblind, hun er vokset op med troen på at alle mennesker er lige og tror at hendes far også er af samme mening. Jean Louises verden bliver alvorlig rystet da det går op for hende hvordan verden virkelig ser ud i sydstaterne i 1950'erne. Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med den fantastiske forfatter Harper Lee, kan jeg anbefale at gøre det, du vil ikke blive skuffet.

I bogen møder vi Jean Louise Finch, som vi kender i forvejen. Hun er ikke en typisk pige, og det er noget af det, der er med til at gøre, at man elsker hende. Vi møder også Atticus, som jeg var helt betaget af i første bog - og så møder vi Atticus' søster, som, mener jeg, er lidt af en heks. Jeg glædede mig til, at læse meget mere om den lille familie og de venner, familien havde. Og der blev jeg desværre skuffet. Jem er der ikke, Calpunia møder vi kun kort og Dill er også væk. I stedet er der en masse nye mennesker, som åbenbart skulle have været en del af Jean Louises barndom, men som vi ikke hørte om i den første bog. Det synes jeg er ærgerligt, da man lidt forventer en fortsættelse. Flere steder i bogen er der gentagelser fra den første bog. Dette kan selvfølgelig ikke undgås, idet "Sæt en vagtpost ud" sagtens kan læses alene. Men det irriterede mig, som tidligere læser af "Dræb ikke en sangfugl". Desuden var der nogle steder i bogen, hvor det ikke rigtig stemmede overens med, hvad der stod i "Dræb ikke en sangfugl". Om man havde lagt mærke til det, hvis der var gået et stykke tid imellem de to læsninger skal jeg ikke kunne sige. Men egentlig var selve historien rigtig fin. Det var rart at se, at Jean Louise stadig var sig selv, og ikke havde ændret sig. Man kunne nemt mærke, hvordan hendes karakter trådte igennem og virkelig viste os, hvem der bestemte. Det var virkelig rart, alligevel at kunne genkende nogle af karaktererne. Atticus derimod, syntes jeg ikke var den samme. Jo, han var endnu den stærke og rolige faderfigur, men jeg synes, at der mangler noget ved ham. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det er - måske er det Jem. Jeg tvivler på, at denne bog bliver lige så stor som sin forgænger - men jeg tror nu alligevel, at den får en plads et sted. For historien er god, der er mange sjove øjeblikke i den og jeg kunne ikke lade være med, at smile flere steder.

Harper Lees "Dræb ikke en sangfugl" er en af mine yndlinge (lige som så mange andres), så det var med begejstring, men også en kende nervøsitet, jeg gik i gang med "Sæt en vagtpost ud". Nervøsitet fordi, det altid er farligt at være for begejstret inden læsningen, går i gang. Ganske rigtigt syntes jeg så også, at den ikke levede helt op til mine forventninger. Harper Lee skriver i et skønt sprog, men handlingen var noget langsom......ca. 1/3 inde i bogen kommer der dog gang i den, og resten blev slugt i næsten en mundfuld. Hovedpersonen, Jean Louise, har alle dage forgudet sin far og nærmest set ham som en Gud. Det bliver der dog sat en stopper for, da hun opdager, at han ikke er så uskyldsren, som hun troede. Herfra udvikler bogen sig til en slags udviklingsroman, hvor det nok på overfladen handler om racisme og amerikansk historie og politik, men nedenunder tager fat i det at vokse op og løsrive sig fra sit ophav. Det måtte gerne have fyldt meget mere. Ender på tre stjerner, fordi jeg ikke kan lade være med at sammenligne den med den anden bog - uden kendskab til den ville jeg måske have givet den fire.

Denne , med begejstring længe ventede bog, så jeg meget frem til at læse. Havde læst "Dræb ikke en sangfugl". Bogen er som bekendt skrevet 3 år før sangfuglen. Scout er nu 26 år, og bosiddende i New York. Bogen delt op i 7 dele. Der skiftes mellem nutid og fortid i de respektive dele. Hun er taget på sin obligatoriske ferie hos sin Far Atticus. I starten af ferien, sniger hun sig ind i retsbygningen og overværer et møde i det der kaldes "Citizens' Council ( et netværk af tilhængere af hvidt overherredømme i det sydlige USA). Til sin forbløffelse ser hun sin far samt 'kæreste' sidde som medlemmer af dette møde. Dette er bogens egentlige omdrejningspunkt. Det ændrer fuldstændigt hendes syn på den far, hun altid har beundret og nærmest forgudet (i begge bøger). Bogen er skrevet i en tid, hvor raceurolighederne for alvor var igang, hvilket bogen bærer præg af. Den er velskrevet, især sidste halvdel, hvor handlingen endelig tager 'fart'! Dog savnede jeg en del af den humor som sangfuglen var så rig på. Den træder en del vande de første 100 sider. Men klart anbefalelsesværdig ! Ps. Udover at skrive disse 2 bøger, var Harper Lee i en periode researcher for Truman Capote, da han samlede info til sin kommende bestseller " Med koldt blod" (1966). Et mesterværk som også kan anbefales !!