NB: Sommerpris.

Blev Søren Kierkegaard myrdet? Han blev ikke obduceret, og lægerne kunne hverken dengang eller siden blive enige om en diagnose.

I denne historiske krimi med religiøse vinkler møder vi mange af dem, der kunne have lyst til at skade Kierkegaard, og historien spinder et væv af mulige forløb sammen i en overraskende slutning.

Selv havde han forudsagt, at resultatet af hans voldsomme angreb på kirken og dens forkyndelse ville koste ham livet, og da han indlægges med mystiske lammelser, angiver han til sygejournalen, at årsagen til hans dødelige sygdom skal findes i det seltersvand (vand med salte), som han har drukket.

Hvad var det, der bragte sindene sådan i kog? Det var en veltilrettelagt kampagne, a la Ekstrabladet, når det er bedst og værst, med spiddende ironiske bemærkninger om præsterne og spydige betragtninger over kirkens forkyndelse. Her blot et enkelt eksempel: »Vær du rolig, du er som de andre og bliver salig ligesom alle de andre – en omskrivning af: Du farer til helvede ligesom alle de andre.«

Vi er i guldalderens København. I centrum har vi Søren Kierkegaard, som vi følger de sidste uger af hans liv indlagt som patient på Frederiks Hospital. Rundt om ham møder vi blandt andre:

- Vågekonerne på Frederiks Hospitals fine afdeling for privatbetalende patienter, der drilskt og veloplagt giver deres kommentarer til små og store begivenheder.

- En ung, lidt naiv, teologisk kandidat fra landet, der gennem sin dagbog giver os sin version af den ravage, Kierkegaards angreb på kirken forårsager.

- Og ikke mindst Sørens ungdomsbekendte, politiagent PP, der sammen med sin assistent Alf forsøger at opklare, hvem der står bag forgiftningen af Kierkegaard.

Afdækker bogen så en endegyldig sandhed om Søren Kierkegaards død? Til det kan magisteren selv svare: »Objektivt er der ingen sandhed for eksisterende væsner, men kun tilnærmelse.«