Denne digtsamling illustrerer min proces, og derfor kalder jeg den biografisk. Jeg fandt tidligt et rum i kunsten. Det er en integreret drivkraft, og efterhånden som tiden er gået, og jeg ikke har oplevet rum til at tale, er mine collager, tegninger og digte blevet et ånderum. Af kunst kan jeg råbe, skrige, græde, grine, håne, uden det er åbenlyst. Jeg kan bande over livet. Jeg kan anerkende de mest primitive, komplekse, rene følelser, som ikke er ønsket ytret i samfundet, hvor det hele handler om facade, at fremstå som det ypperste, samt en konsekvent tendens til at klandre og affærdige (“OFFERROLLE!”). I stedet for at anerkende individualiteten, nuancerne og ikke mindst fejlene. I stedet for at anerkende at andre kan fejle, at fejlen kan skyldes den anden, og at samfundet, som helhed, kan fejle – og fejler. Heraf har jeg fundet kærligheden for dualitet og provokation. Uddrag af bogen Jeg drog ud i verden, men fik kun et like Jeg skreg og råbte: MINE ORD Efter timer med døsighed, svimlende tanker, ”Jeg evner ikke mere, nu er det nok” på repeat, finder jeg mig som efter måneder med måneders, dages, stunders timer, minutters øjeblikke, før, talende med selvet, med ånder vil jeg tro, Selvbevidst taler jeg til rummet i rummet, ud; frustreret over den indre dæmon der tier, den indre stemme der konsekvent bemærker, versene der præger mit ordbrug, overbevidstheden heraf Hvorfor jeg ikke bare kan tale Kom nu Bliv fri Jeg beder mig Efter måneder med måneders, dages, stunders timer, minutter, øjeblikke, finder jeg mig talende med ånderne, selvet vil jeg tro Om forfatteren Maja Maria Rakel Dahl er født 1991.