Medlemskabspriser

"Slip mig aldrig" er en grum historie om et samfund, der tillader kloning af mennesker udelukkende med det formål at have levende donorer til organtransplantationer. Vi følger Kathy, Ruth og Tommy gennem hele historien, som tager sin start på Hailsham – en institution for kloner – i England. Bogen er primært Kathys erindringer om en opvækst som noget særligt;  "Vi vidste helt sikkert - om end ikke i nogen dybere forstand – at vi var anderledes end vores værger, og ligeledes end de normale mennesker udenfor...."  Hele historien bliver fortalt som en historie, Kathy fortæller til læseren.                    Det mest ubehagelige ved fortællingen er, at den, på stort set alle måder, synes at give et realistisk billede af virkeligheden – intet bliver overdrevet til utroværdighed eller proppet ned i halsen på læseren.  "Slip mig aldrig" er fortalt med så underspillet dramatik, at man som læser næsten oplever en accept af tingenes groteske tilstand. Temaet, som "slip mig aldrig" præsenterer læseren for, er så angstprovokerende og så langt fra et etisk og empatisk menneskesyn, at den skrevne historie efterlader en udefinerbar kvalme i mig. Dette til trods er historien fortalt med et så troværdigt pokerfjæs og på en så underspillet facon, at historien langsomt sniger sig ind på mig. Jeg kan simpelthen ikke undgå, at få stillet livets skrøbelighed, den eksistentielle mening med livet og menneskets helt unikke genialitet til debat. Jeg er et etisk og empatisk menneske og samtidig mor til et barn, der med al sandsynlighed ender på donationslisten på et tidspunkt. Så helt personligt for mig piller historien ved noget i mig, som er temmelig ubehageligt at få op i lyset – ubehageligt men væsentligt! Og det minder om, hvad den skønlitterære roman kan, når den er bedst; rejse spørgsmål som den ikke nødvendigvis giver svar på og dermed udfordre læseren!  Kazuo Ishiguro mestrer antydningens kunst i "slip mig aldrig" til fulde. Han bidrager til ovenstående debat med mange spørgsmål og ingen svar og det fungerer faktisk ganske udmærket. Historien vokser langsomt på mig og overrumpler mig, uden at jeg har en klar opfattelse af, præcis hvornår det sker. Jeg læser altid bøger på samme måde; mit bogmærke er i selskab med et foldet stykke A-4 papir, som jeg bruger til notater og spørgsmål undervejs i historien. Under læsningen af "slip mig aldrig" står der i meget lang tid kun en enkelt sætning - skrevet med store bogstaver og indrammet i en firkant tegnet med kuglepen- nemlig sætningen: "HVAD FANDEN FOREGÅR DER??" Og den sætning viser egentlig med stor tydelighed, hvordan jeg, som læser, umiddelbart har det, mens historien vokser på mig – forarget, oprørt, kvalm men også nysgerrig. Er det muligt? Bør vi? Følges forpligtelse og talent altid? - og skal de det?   Sproget er på samme måde som historien underspillet og uskyldigt serveret. Jeg er stor fan af det danske skrevne sprog og især når forfatteren og oversætteren, i dette tilfælde Jørgen Nielsen, begiver sig ud i lange sætninger krydret med indskud og detaljering.  "Inden længe kom veteranerne – som morede sig lidt over at se os være ynkelige – vi skulle gøre stort set det samme den næste sommer – dog ud og tog sig af os."..  Jeg er bevidst om, at de lange sætninger med indskud for nogle læsere er lig med dårlig læsevenlighed - for mig vil det altid være kronen på værket. Den sproglige formåen udi det skrevne ord kan til stadighed redde en halvdårlig bog, men også ødelægge det for en ellers glimrende historie. "Slip mig aldrig" havde begge dele – sproget og historien og jeg er oprigtig glad for at have stiftet bekendtskab med Kazuo Ishiguro for første, men bestemt ikke sidste gang.