”Du ser så trist ud.” Med de ord gik jeg hen til billedet og malede en munter sløjfe om overskægget. Min heltedåd var en ret begrænset succes. De modigste af mine venner lo, men andre tav usikre eller kiggede ned i gulvet.”  

Året er 1945 og den 14-årige Erika Riemanns hjemby Mühlhausen er faldet ind under den sovjetiske besættelseszone. Krussedullen på portrættet af den sovjetiske diktator Josef Stalin, forsegler hendes skæbne.  

Erika bliver anholdt og dømmes efter en absurd skueproces til 10 års indespærring i en række – tidligere tyske, nu sovjetiske – kz-lejre. Vold, terror, sygdom og sult er en fast del af det fængselsliv, der bliver hendes ungdom. Umenneskeligheden fortsætter under nye faner. Men alligevel findes der, midt i elendigheden, en slags liv: venskaber, forelskelser og det farligste af alt: håb.  

Sløjfen i Stalins skæg er en rå selvbiografisk skildring af et glemt stykke krigshistorie om de over 150.000 tyskere, som fik Sovjets hævn at føle. 23 år gammel bliver Erika løsladt, men pinslerne er langt fra forbi. Hurtigt står det klart, hvor lange og ødelæggende spor hendes og de andre fangers oplevelser – der i høj grad tabuiseres i efterkrigstidens skyldtyngede Tyskland – trækker i et menneskes sind.

Uddrag fra bogen:

”I begyndelsen har jeg stadigvæk ord for min elendighed. Jeg kan ikke mere, jeg kan ikke mere. Kom og hent mig, mor, vil du ikke nok? Senere forsvinder også de i meningsløsheden. Senere igen bukker alt under for udmattelsen. Min fortid, min fremtid, mor, søskende, disse ting holder ganske enkelt op med at eksistere (…) Jeg er så tom. Indimellem møder jeg på vej til toilettet andre fanger, glatragede mænd i møgbeskidte værnemagtsuniformer. Nogle af dem taler til mig. ”Hvad i alverden laver du her?” bliver jeg spurgt. ”Du er jo ikke andet end et barn.” Men vagterne har for længst halet os af sted i hver sin retning, inden jeg finder et svar i min indtørrede hjerne.”