Columbus sejler over Atlanterhavet og regner med at komme til Japan. Jesus bliver ikke forrådt, så han besejrer romerne og bliver jødernes konge. Den første ekspediton til Venus opdager, at vi har været der før. Tolv noveller om alternative verdener og tilværelsen i en kælder.
Uddrag af bogen:
"Den 14. september så vi en terne, og admiralen noterede, at denne fugl aldrig vover sig længere end femogtyve sømil fra land. Og dagen derpå så flere pålidelige mænd en brændende gren styrte fra himlen og i vandet, og dette måtte være et varsel om, at vi nærmede os land. Men dagene gik, og til trods for, at vi senere så mange slags fugle - både suler og tropikfugle - så vi intet land. Og vi kom til drivende tang, og nogle af sømæn­dene fandt i denne masse af tang en levende krabbe, som ad­miralen beordrede bragt ned til sin kahyt, hvor han længe sad og studerede den og sagde, at vi nu måtte være inde under Cathays kyst. Men stadig strakte havet sig ubønhørligt foran os. Da turde admiralen ikke længere fortælle mandskabet, hvor langt vi hver dag havde sejlet, men forfalskede tallene og opgav dem som langt lavere, end de i virkeligheden var. Thi efter alle beregninger skulle vi nu have krydset oceanet, men dog var der intet tegn derpå.
Og mændene blev urolige og oprørske og skumlede. Nogle ulærde iblandt dem mente nok, at vi nærmede os verdens kant og ville styrte ud over randen, så vi vendte masterne ned i det uhyrlige gab, men de fleste var velbefarne sømænd og troede ikke på sligt. Men de havde en anden frygt, der tog sig nok så virkelig ud, og det var frygten for, at vinden ville puste os den samme vej mod vest i uendelige tider, at oceanet var endeløst, og at vi ville fortsætte ud mod den synkende sol, mens pro­vianten slap op, uden nogen sinde at kunne vende skibet omkring, da ingen vind syntes at blæse imod øst. Og jeg skal gerne tilstå, at jeg selv i lønlige stunder delte denne frygt.
Men netop da man kunne se på mændenes miner, at de gjorde sig rede til at tage magten over skibet og forsøge at vende dets kurs, da sendte Herren som et jærtegn en vældig vind, der steg op fra havet, og admiralen sagde, at Gud heri viste sin nåde, thi lignende havde man ikke set, siden dengang Herren skilte det Røde Hav for at Moses skulle føre sit folk sikkert over.
Men havet strakte sig nådeløst videre. Og frygten voksede i alles sind, at færden aldrig ville få en ende.
Men da greb jeg, Luis de Torres, ind og førte færden til en lykkelig afslutning. Og jeg prøvede først at bede til de kristnes Gud, men Han hørte mig ikke. Han kunne vel sende gækkende krabber og tropikfugle som falske tegn om en kyst, der ikke fandtes. Men føre sin skare i sikker havn formåede denne tømrersvend og falske profet ikke.
Og da anråbte jeg mine fædres Gud. Jeg påkaldte af mit glødende sind den Vældige, hvis åndedrag er et flammepust, og jeg kaldte Ham i navnet Ma'ase haMerkava, i den skikkelse Han viste sig for profeten Ezechiel."