Enken efter en sydamerikansk revolutionær, madam Pratolungo – bogens fortæller – bliver selskabsdame for en ung, blind pige, Lucilla Finch, en datter af præsten i et afsidesliggende sogn i Sussex. Da den vege, tilbageholdende Oscar Dubourg kommer til sognet, forelsker Lucilla sig i ham - og han i hende. De to beslutter at gifte sig, da Oscar bliver slået ned af et par røvere, og selv om han snart kommer sig efter slaget, udvikler han en art epilepsi, der kun kan helbredes ved behandling med "helvedessten" - sølvnitrat - der har den bivirkning at farve huden mørkeblå.

Efter at have bortødet sin formue ankommer Oscars tvillingbroder, Nugent, fra Amerika. Han har der stiftet bekendtskab med en tysk øjenlæge, som måske kan helbrede Lucillas blindhed. Men Lucilla skræmmes af mørke farver, og da det viser sig, at Lucilla vil få sit syn tilbage, tør Oscar ikke fortælle hende om sin mørke hudfarve, men flygter fra England og overlader Lucilla til Nugent, der også er forelsket i hende.

Det bliver nu op til madam Pratolungo at forsøge at redde Lucilla og Oscar fra Nugents intriger.

Wilkie Collins beskæftigede sig i mange af sine fortællinger med fysiske og psykiske handicaps og den påvirkning, disse handicap øvede på hans personer og deres omgivelser. Hans beskrivelse af Lucillas blindhed og den proces, hun gennemgår, skulle være temmelig præcis og virkelighedsnær, og flere af hans samtidige læsere skrev til ham for at få nærmere oplysninger om bogens tyske øjenlæge. Man skal dog næppe i dag læse Stakkels miss Finch for dens medicinske detaljer, men nok så meget for det psykologiske spil, der går for sig mellem Lucilla, Oscar og Nugent - den sidstnævnte en psykopat i fuld blomst.