”Han var bleg og hård. Underlæben var dækket af dybe tandmærker og størknet blod. Portøren fortalte mig på vejen ud, at det er normalt. At mennesker, der hænger sig, ofte bider sig i underlæben, idet de knækker nakken. Jeg undrede mig over, hvor min lillebror var henne. Alt, hvad jeg så, var grimt og ukendt. Jeg havde ikke lyst til at røre liget. Jeg tænker stadig på, hvorfor man kalder de dødes kroppe for lig. Jeg ved ikke, hvad et lig er lig. Liget foran mig var bestemt ikke lig med min lillebror. Han var allerede væk.”

Idas mor dør snart. Det siger lægerne og Idas moster, der insisterer på, at hun besøger den syge på hospitalet. Men Ida har ikke lyst til at se sin mor. For noget gik galt mellem dem, og de har ikke snakket sammen i årevis. Ida har forsøgt at lægge det hele bag sig. At ignorere og leve med ikke at forstå. Men nu er hun selv gravid, og jo mere det puffer i hendes mave, jo mere behov har hun for at se sin egen historie i øjnene:  

Hvorfor har hun brugt hele sit liv på at flygte fra sin mor?
Hvorfor kaster hun op, når livet gør ondt? 
Og hvorfor tog hendes lillebror sit eget liv?  

Heidi Fjelstrups debutroman Stilhed er en eksistentiel roman om at konfrontere sin egen bagage og prøve på at forstå, hvorfor man nogen gange er længst fra de mennesker, der er tættest på.

Anmelderne skriver:

Et hjerteskærende værk, som ikke bør eksistere i stilhed.
Litteratursiden

5 stjerner ud af 6
24 timer

En historie, som er værd at læse, fordi den er så relevant for os alle sammen.
Boggnasker