Året er 1199, det er korstogenes og krigenes tid. Valdemarerne tager på togter i syd og øst, men hjemme i Danmark er hungersnøden aldrig langt væk, sygdom har stor magt, og på samfundets bund må man leve med angsten for herremandens voldsomme straffe og kirkens trusler om skærsild og helvede.

Karen og Kirsten er døtre af rigmanden Agge Nielsen fra Kvesborg. Karens hu står til fromhed og fordybelse, mens Kirsten er forlystelsessyg og gerne vil giftes rigt. Da herre Iver fra Osborg foreslår ægteskab mellem de to familier, bliver det derfor Kirsten, der troloves med hans søn og arving.

I nogle år får Karen lov at prøve klosterlivet og fordybe sig i læren om helbredende planter, men da den tid kommer, hvor hun ikke længere kan afvise giftermål, accepterer hun en trolovelse med Magnus, arving til den velhavende Laustgård og som Karen tiltrukket af religionen. Moderen og søsteren foragter hende for at gifte sig under sin stand, men Karen går glad i gang med at lære de færdigheder, der kræves af en husfrue i disse kår.

Som årene går, vokser gårdens velstand, og Karen bruger flittigt sin viden om lægeurter til gavn for høj som lav. Laustgårdens fremgang og Karens gode virke bringer hende dog kun på dårligere fod med moderen og søsteren. Samtidig kommer hendes forhold til kirken i krise, da det går op for hende, at klostrene frem for at vise næstekærlighed i en tid, hvor hungersnøden rammer den fattige befolkning uden nåde, kun skiller sig af med deres rigelige forråd mod god betaling i sølv og guld.