Ved Anden Verdenskrigs afslutning blev de områder af de Tyske Rige, som lå øst for floderne Oder og Neiße, underlagt polsk  administration – bortset fra den nordlige del af Østpreussen, som kom under sovjetisk administration. En fredskonference skulle senere beslutte om dise  områders statslige tilhørsforhold, men som følge af stigende modsætninger mellem Sovjetunionen og de vestlige krigsallierede blev en sådan aldrig  afholdt, og de tyske områder blev de facto annekteret af Polen.

Den kommunistiske polske regering, der var blevet indsat af Sovjetunionen, ønskede ikke en stor tysk befolkningsgruppe i det genskabte Polen og besluttede sig for at fordrive de fleste af tyskerne. I forvejen var en stor del af den tyske befolkning flygtet for den fremrykkende Røde Hær.

Frem til 1950 forsvandt næsten hele den tyske befolkning fra de tidligere tyske østområder: Det sidste krigsårs flygtninge og efterkrigsårenes fordrevne udgjorde godt 8 millioner. Annekteringen af de tyske områder og fordrivelsen af befolkningen skabte store modsætninger mellem Polen og Forbundsrepublikken Tyskland, som endnu i dag kan vække følelsesladede debatter.

Fordrivelsen af tyskerne var den største nationale udrensning i det nordlige Østeuropa i det 20. århundrede, men langt fra den eneste. Ved siden af myrderierne på især jøder og polakker, blev der gennemført en række forfærdende folkeflytninger: Tyskere fordrev polakker, polakker fordrev tyskere og sovjetrussere fordrev og deporterede polakker, tyskere og ukrainere. For alle de ramte var konsekvensen den samme: Tab – tab af hjemstavn, tab af familie og venner, tab af det daglige virke samt tab af ejendom.