Medlemskabspriser

Det var en filmtrailer der kickstartede min interesse for historien om ’kameldamen’. Samtidig med en nysgerrighed og egen kærlighed til Australien efter selv at have rejst rundt i landet. Modsat mange andre oplevelses- og rejsebøger, bruger Davidson rigtig lang tid på sit forarbejde og indlæring med kameler. Hun tager et frivilligt arbejde som hjælper hos en kamelpasser, hvor ordet excentrisk slet ikke dækker. Her lærer hun at tøjle dem, ride dem, passe dem og alt hvad der ellers har med kameler at gøre. Som en person der selv er rigtig glad for dyr, kan nogle af de beskrevne opdragelsesmetoder virke temmelig barske, og jeg måtte ofte minde mig selv om at det for det første foregik i 1970’erne, og for det andet fandt sted på den anden side af jorden, ude i en udørk. Til sidst måtte jeg også minde mig selv om at jeg intet ved om kameler, andet end de er drøvtyggere. Hun spenderer nogle år med at få erfaring til rejsen, hvilket i sidste ende bliver en smule langtrukkent at læse om. Der er flere episoder som kunne have været hylende god underholdning, men fordi Davidson skriver meget alvorligt, og var en meget alvorlig og ikke særlig elskværdig kvinde på tidspunktet, dør det sjove hurtigt ud. Det er i grunden derfor hun vil afsted ud i ensomheden. Hun vil væk fra den materialistiske verden, finde ind til sig selv, blive en del af naturen omkring hende. I starten havde jeg ret svært ved at forstå hende. Hendes holdninger, vrede og frustration mod andre mennesker og den vestlige verden. Hun virkede forkælet, umoden og halvsindssyg. Får at få råd til kamelerne og udstyret ser Davidson sig nødsaget til at finde en sponsor. National Geografic, siger ja tak, på betingelse af at en fotograf skal følge hende noget af vejen. Dette bliver et kæmpe problem som næsten gør at hun dropper turen, da hun på den måde ikke kan få lov at være alene, og på ingen måde har lyst til at blive smækket på forsiden af et magasin. Hun indvilliger modvilligt, på grund af det arbejde hun allerede har lagt i forberedelserne. Starten gå fra Alice Springs, forbi Ayers Rock, eller Uluru som den hedder på de indfødtes sprog, og videre mod vest, ud i ørkenen. Det bliver en rejse som man aldrig kan forberede sig nok på, man vil alligevel støde ind i problemer. Overladt til den vilde naturs nåde. På mange måder er bogen ikke hvad jeg forstillede mig. Det var først hen mod slutningen jeg egentlig begyndte at forstå Robyn Davidson mission. Der gik for mange sider på forberedelser. Med år hvor hun bare skal klargøre sig til turen. Når hun endelig kommer afsted, er det en lettelse der også kan mærkes af læseren. Desværre er det svært at forstå hendes frustrationer i starten, som virker ubegrundet. Hun skal virkelig mange kilometer igennem før man begynder at fornemme den frihed som hun søger. Meget at tiden går med beskrivelser af omgivelserne, kamelernes laden og gøren. Hendes lejrrutiner og problemer med at få læsset tingene tilbage på kamelerne efter et holdt. Man når aldrig rigtigt ind til hende. Måske er hun bare for kompleks. Men det er ærgerligt at det først er ved de sidste få kapitler at man mærker en forskel fra hendes gamle jeg. Det er en bog som tog tid at læse, men også en bog som jeg nød at læse. Den tog mig tilbage til rødt ørkensand, støv, cowboyhatte og endda Slim Dusty – en kendt country musiker i Australien jeg aldrig rigtig forstod hypen omkring.