Kirstens historie er ikke enestående i dagens Danmark, men den er heller ikke for tøsedrenge. Efter et hårdt liv bliver hun en dag indlagt og som 58-årig diagnosticeret med Alzheimers. Vi følger familiens dilemma, da Kirstens mand selv insisterer på at passe hende, men dør og efterlader hende hjælpeløs. Vi er med hende på den travle hospitalsafdeling, græder med hende, da hun dumper i urskivetesten, prøver at holde tungen lige i munden, da hun som en kastebold bliver sendt rundt i den kommunale visitationsjungle, oplever Arbejde Adlers perle af en aflastningsafdeling midt på Nørrebro og ånder lettet op, da hun med plyssofa, seng og teaktræskommode indtager den længe ventede plejehjemsplads på Lolland. Kirsten ville gerne selv have fortalt historien, men mistede ret hurtigt evnen til at skrive. Det faldt derfor i forfatterens lod, som Kirstens søster, at viderebringe hendes skæbne. Uddrag af bogen ”Ved mor godt, jeg er dement?” Jeg svarer, at det ved mor godt, og derfor er mor også glad for, at hun er her, hvor der er folk, der kan hjælpe, når der er noget, hun ikke lige kan huske. ”Jamen er der andre i familien, der er blevet demente?” Så snakker vi lidt om far og moster, som begge var gamle, da de fik det, og det var også på en lidt anden måde. Der er også rigtig mange, der er demente, det er nærmest blevet moderne, fortæller jeg hende. Vi bliver enige om, at det meget har at gøre med, hvordan man ta’r det. Lidt spøgefuldt kan hun finde på at sige, at det her demens, det kan altså ikke anbefales. Første gang, den røg af panden, tænkte jeg: Tak for kaffe! Om forfatteren Karen Zubari (f. 1953) skriver visetekster og har udgivet digtsamlingerne Digte fra en blondekant og Ingen anemoner er så blå. Erindringsglimt i prosa fra en tid som hjemmehjælper udkom i StORDstrømmen Antologi 2015. Hun sidder i Lolland Ældreråd.