Danmark bliver hyldet verden over som et mønstersamfund. Et trygt og velstående samfund, som sikrer lige vilkår for alle og tager hånd om dem, der snubler. Det er en model, som over årtier har samlet bred opbakning blandt danskerne. Den model er nu truet – indefra. I bogen Velfærdsillusionen. Om et samfund i krise viser Nick Allentoft med mørklagte tal, undersøgelser og statistikker, hvordan mønstersamfundet Danmark slet er, hvad vi tror og ønsker. Stadig flere borgere oplever sig udsatte, marginaliserede og ladt i stikken i en grad, så nogle vælger at tage deres eget liv, mens andre mobiliserer sig i vrede mod en fælles fjende; den velfærdsstat, som skulle hjælpe dem. Nick Allentoft tegner et billede af et mønstersamfund præget af kaos, lappeløsninger og udfordringer i et sådant omfang, at forestillingen om det trygge velfærdssamfund fremstår som en illusion. I bogen møder vi frustrerede borgere, der ikke kan få den hjælp, de har brug for, desillusionerede medarbejdere, der ikke kan levere den hjælp, borgerne har brug for, resignerede ledere og rådvilde politikere, der styrer efter økonomiske måltal ofte uden at vide, om det gavner borgerne eller ej. Velfærdsillusionen rummer en tankevækkende diagnose af skjulte kriser, som utæmmet risikerer at føre til et opgør med det velfærdssamfund, som det store flertal ønsker og tror, at vi har, og som de betaler til med et af verdens højeste skattetryk. Det står klart, at der er behov for at nytænke den danske velfærdsmodel, hvis den skal bestå. Nick Allentoft tilpasser sine foredrag om Velfærdsillusionen med afsæt følgende vinkler. Velfærdsstaten over velfærdssamfundet Mønstersamfundet Danmark er udfordret af en stadig stærkere velfærdsstat og kun få er opmærksomme på den vigtige forskel mellem stat og samfund. Socialkrisen - Hvad er den, hvorfor er den her og hvad skal vi gøre ved den? Socialt udsatte borgere i behov for hjælp har stadig vanskeligere ved at få den, ikke mindst takket være et uoverskueligt regelværk og administrativt kontrolregime, hvis mål er at tilfredsstille måltal og budgetter, ikke menneskelig trivsel og tryghed. Ledelseskrisen - gør op med styring og kontrol Offentlige ledere resignerer og opgiver at lede medarbejderne for at løse velfærdens kerneopgaver til fordel for at administrere et voksende antal regler og rapportere om processer, uanset om resultatet af dem virker for borgerne eller ej. Demokratikrisen - vi har brug for en ny oplysningstid Politikere fravælger vanskelige løsninger på den administrative kompleksitet, som kvæler velfærden, og fokuserer på planer, der gavner udvalgte vælgergrupper, uanset om de virker eller ej, hvilket svækker vælgernes tillid til demokratiet. Fælles for de tre kriser er, at de styrker en voksende bureaukratisk velfærdsstat, hvor systemer er vigtigere end mennesker. Perspektivet er, at bristede illusioner fører til opgør og afvikling af det velfærdssamfund, som det store flertal ønsker og tror, vi har og betaler til.