Slavoj Zizek (f. 1949) er en af verdens fremmeste intellektuelle. Han er filosof, psykoanalytiker og samfundsrevser, han er tidligere præsidentkandidat i Slovenien og udgav sin første bog som 22-årig. Han synes altid at være ét skridt foran sine læsere og modstandere og sparker konstant døren ind til nye overraskende indsigter i vores postmoderne kultur. Hans karismatiske og udfordrende stil - han taler lige så gerne om Kant, Kierkegaard og Lacan, som om toiletkultur og Hollywood-film - har gjort ham til en dansende stjerne på den akademiske himmel. I bogen Vold udfordrer Zizek vores forståelse af voldens væsen og opfordrer os til at kigge bag om den umiddelbare vold, som vi møder til daglig. Den umiddelbare vold kalder han for subjektiv vold. Den vold, som udgør baggrunden for denne subjektive vold, og som faktisk har et meget større omfang, kalder han for objektiv vold. Med dette analytiske våben går Zizek nu i kødet på de nyeste repræsentanter for skrupelløs, kapitalistisk udbytning, nemlig 'de liberale kommunister'. Han fortsætter med en gennemgang af en række fænomener, som på det seneste har rystet den vestlige verden: Oprørene i de parisiske forstæder i 2005, de muslimske fundamentalisters terrorangreb og kaoset efter orkanen Katrinas hærgen i New Orleans. Et særligt kapitel vier han til sagen om de danske Muhammed-karikaturer. Som altid er Zizek forbløffende skarp i sine samtidsdiagnoser og slår eksempelvis hårdt ned på begrebet om 'tolerance'. I de sidste dele af bogen overrasker Zizek endnu en gang i sit forsvar for et begreb om guddommelig vold. Der findes ifølge Zizek en form for vold, som bringer retfærdighed til de millioner af ofre for den objektive vold, som Zizek primært identificerer med kapitalismen og egoismen i de vestlige samfund. Guddommelig vold er ikke terror, simpel hævn eller ideen om Dommedag. Den Franske Revolution er for eksempel et tilfælde af guddommelig vold. I dag kunne guddommelig vold bestå i at trække sig tilbage fra et samfund, som blot bliver mere og mere forskruet.