”Hvis tyskerne går ind i Belgien, så må I hænge mig fra en lygtepæl!” Sådan sagde Stefan Zweig til sine belgiske venner, da han ferierede i badebyen Oostende i Belgien i 1914. Kort tid efter brød Første Verdenskrig ud, og tyske tropper i tusindvis marcherede gennem Belgien på deres vej til Frankrig. Da Anden Verdenskrig brød ud, var den jødiske Zweig ligeledes uvillig til at tro på, at nazisterne i Tyskland ville bruge deres store tilslutning til at invadere deres naboer. Hans gode ven, den ligeledes jødiske forfatter, Joseph Roth, var overbevist om, at Zweig snart ville blive nødt til at æde sine ord igen. I sommeren 1936 holder Stefan Zweig hof i badebyen Oostende sammen med sin elskerinde Lotte Altman. Den verdensberømte forfatter har en stor flok forfattere og kulturpersonligheder omkring sig, flere af dem er eksilforfattere på flugt fra Hitlers undertrykkelse, og hans bedste ven, Joseph Roth, er også i byen. Solen skinner, drinksene er kolde, og maden på byens bistroer skylles ned med rigelig vin og absint. En skøn sommer for de to venner … hvis ikke det lige var fordi, flere og flere flygtede forfattere og eksilerede tyskere dukkede op med historier om stigende brutalitet og skånselsløshed. Zweig og Roth ved næsten ikke, hvad de skal tro om forholdene i Tyskland: I 1939 dør Joseph Roth i Paris af druk og sygdom, fortvivlet over nazismens fremmarch, og i 1942 tager Stefan Zweig sit eget liv, forfærdet over at leve i en verden, som han mener aldrig vil slippe ud af fascismens greb. Stefan Zweig er formodentligt den mest berømte østrigske forfatter nogensinde med værker som Verden af i går, Stjernestunder, Følelsernes vildveje og Legender. Joseph Roth opnåede ikke i samtiden noget nær sin gode vens berømmelse, men han er i eftertiden blevet fejret som en stor forfatter; mest berømt er romanen Radetzkymarch.