Debutromanen fra Fie Frydenlund Sigersted har en af de smukkeste og mest stemningsfulde forsider jeg kender til, og selvom man som bekendt ikke skal dømme en bog på sit omslag, synes jeg nu alligevel at den fortjener at blive fremhævet, fordi den allerede inden du åbner bogen, skaber en stemning der indbyder til at skærpe sanserne og åbne sindet. Vener er en fortælling om kvindesår, og om hvordan energier og konsekvenser af handlinger går i arv fra kvinde til kvinde gennem generationer. Fortællingen skildrer hvordan vores måde at være mor, hustru og datter på er præget af de valg som kvinderne før os traf og udlevede længe før vi var født. Vi får forståelsen af hvordan vi via usynlige rødder (eller vener) er forbundet med kvinderne før os, og vil være det med kvinderne efter os, længe efter vi selv er væk. Læser man bogen med et psykologisk perspektiv, tænker man uvilkårligt på begrebet om den sociale arv. Dog vil jeg mene at historien tager os længere tilbage og dybere ind i materien, og da der her ikke kun er tale om den arv vi får med os via socialiseren, men i lige så høj grad vores energetiske arv og medfølgende nedarvede familietraumer, er jeg mere tilbøjelig til at beskrive bogens tema og historie som en cocktail af epigenetik blandet med et skvæt spiritualitet og et gran hømopati. For mit eget personlige perspektiv kunne jeg godt have tænkt mig at det spirituelle og hømopatiske havde fået mere plads og stod stærkere i fortællingen. Det vakte min nysgerrighed og tilføjede noget dybde der understøttede hele ideen om den energetiske arv. Vener er en harmløs fortælling (på den gode måde). Den gør ikke nogen fortræd, og den har ikke travlt. Den indbyder til at reflektere over hvordan vores egne valg og livsmønstre kan være præget af kvinderne før os i vores egne familier. Både dem vi kender og dem vi aldrig har mødt, og til at være opmærksom på hvad vi har med os i bagagen fra de liv der er levet før os, og videreførte livet til os 💞