Jeg sad der og holdt på min mave med et lille barn indeni, et lille barn, som jeg for ganske kort tid siden, havde glædet mig så usigeligt meget til. Nu var jeg i gang med at vælge det fra, jeg kunne ikke overskue konsekvenserne. Jeg gjorde alt for at overbevise mig selv om, at det selvfølgelig ikke var muligt at elske et barn, som endnu ikke er, at det bare var et foster og ikke andet, jeg havde i min mave. I dag ved jeg, at det er muligt at elske sådan et lille væsen, fra den allerførste dag man kender til dets eksistens. Mine forældre så aborten som den absolut bedste løsning for mig, og de gjorde det i den bedste mening, men de kendte ikke konsekvenserne. Hverken jeg eller mine forældre ønskede at gå ind i konfrontationen med valget, og derfor blev den aldrig bearbejdet. Jeg forblev i chokket og sorgen over mit pludselige valg. Jeg valgte barnet til, da jeg blev gravid, derfor blev det endnu sværere for mig, da jeg følte, at jeg blev nødt til at vælge det fra. ”Sig til mor, at hun skal tilgive sig selv, for ellers kan jeg ikke komme over på den anden side, og det vil jeg godt” Jeg var fuldstændig forstenet, da det langsomt gik op for mig, hvad det var for en besked, jeg var ved at få. Alle de ting, som blev sagt til mig, alle de ting, som jeg skulle gøre, og alle de detaljerede oplysninger, som jeg fi k for overhovedet at forstå, at dette var alvor og ikke en hyggesnak. At blive kaldt mor af en intelligens, som jeg aldrig havde mødt, og som jeg ikke kendte til, berørte mig så dybt.