Kære læsere “Der er altid håb bag facaden” som handler om mit 36 års liv i Grønland og 4 år i Danmark. Den tager fat på flere tabuer der kan være overskridende og barskt at læse om. Jeg er grønlænder, og har som medborger og fagligt, erfaringer indenfor og været vidne til omsorgssvigtede børn. Jeg var selv et omsorgsvigtet barn, og har også selv svigtet mine børn. Hvorfor udgiver jeg en bog? Jo mere man ignorere at der foregår svigt jo mere svigter man. Jeg besad allerede som barn stor empati for andre, og besluttede mig der for at ville forsøge at gøre en lille forskel for børnene skyld, især da jeg opdagede at det ikke kun er krigsramte børn der føler svigt. Jeg startede på bogen, men pludselig indså jeg at jeg langsomt var på vej til at opgive min drøm og håb, og selv var begyndt at tale til mine børn som jeg ikke brød mig om at andre talte til børn på. Jeg sagde til dem at “de var forkælet og at de skulle være taknemmelige for at de ikke lever i krigslande” som en undskyldning for at skjule og forsvare mit “hemmelige” alkohol misbrug. Den mest udfordrende dag for mig, hvor jeg virkelig skulle presse mig selv for at holde mig væk fra alkohol og før jeg mistede mig selv, var den dag jeg besluttede at indrømme at jeg havde et misbrug og vælge at søge hjælp. Jeg kunne mærke og føle at jeg var på vej i en gal retning. Mine drømme og håb, om at være med til at bryde den onde cirkel og forebygge svigt var ved at forsvinde ind i mit eget misbrug. Jeg var jo en voksen der var medansvarlig, og i stedet for at løbe fra ansvaret og pege fingre af andre så som familie, faglige personer, eller Danmark som den skyldige, bør man tage ansvaret selv. Det handler ikke om hvor mange penge der skal bruges eller hvem der skal være syndebuk og gøres ansvarlig for at betale. Det handler om at det er på tide at man selv indrømmer og tage ansvaret for hvad man selv har set og opleve før og NU, ikke udfra hvad der skete for 100 - 150 år siden mellem Danmark og Grønland. Når Grønland råber efter selvstændighed bør de indrømme og heller ikke vær bange for om at tage sig af problemerne, for således at forebygge vold, selvmord, seksueltmisbrug og svigt og tage ansvaret selvstændigt. Man kan ikke blive ved med at sige; I er forkælede og I burde være taknemmelige for at I ikke er der, hvor der er krig og selvmordsbombere. Det vil sige at man skal vente til det værste sker; “krig og selvmordsbombere”. Jeg undre mig virkelig over deres forestillinger om at det skulle være nemmere at bygge et land op efter krig for dem, end at indrømme at der er problemer, så der kan forebygges på områder som svigt. I stedet tales der mere om alkohol politik samt spredning af eurofiserende stoffer og om hvorvidt hash for eksempel skal lovliggøres. Burde man ikke først tale om andre værdier og dele viden og læring om respekt, kultur, systemer, regler, normer og moral? Hvis politikere i Grønland konstant fralægger sig alt ansvar og giver skylden til forældrene eller til Danmark, er der så overhovedet politikere der vil tage sig af børnene og svigt i Grønland? Politikerne går til valg og bliver populære på at love at de vil gøre en forskel, men lige så snart de er valgt gør de nærmest intet. Det er dårlig stil og en dårlig undskyldning at når der kommer kritik siger politikerne på Grønland; “De nedgør os, og de er efter os” Man kan gør sig populær på anden vis. Det undre mig ikke at der er så mange både fysisk og mentalt syge folk og pensionister der er flyttet fra Grønland til Danmark, selvom mange oplever krænkelser og racisme pga de kommer fra en anden etnisk kultur. Samtidig gør andre grønlændere grin med dem, og siger at “grønlandske flygtninge” ikke har ret til at sige noget fra Danmark og dermed have en mening om hvad der foregår i Grønland. Det kan sammenlignes med krigsflygtninge, idet dem der ikke har nok penge eller ikke kan leve op til en diktators forventninger ikke er velkommen i deres eget land. Tænkt at der var så megen magtkamp / krænkelser for at gør sig populær i verden. Det er tankevækkende at der i det store, smukke og rige land, Grønland hvor der er rigeligt med plads til folk og udvikling, at antallet i befolkningen bliver mindre og mindre. Dette må heller ikke misforståes, og generalisere befolkninger i Grønland og sig at “alle grønlændere har misbrugs problemer”, nej, mange grønlændere er også ramt af andres problemer og alle gør alt for at have det godt i deres hjemland, som de har ret til.