Beskrivelsen af den demente kvinde Maud er virkelig god, rørende og til tider komisk, men i længden bliver det desværre for meget. I hendes demente perioder er der hentydninger til hendes fortid, flash-backs til tiden, hvor hendes søster forsvandt. Den var desværre ikke sindsoprivende, jeg måtte nærmest tvinge mig til at læse den færdig.

Elisabeth er forsvundet af Emma Healey Maude er sit livs vinter, helbredet er ikke som har været, og især hukommelsen er gået fløjten. Hun kommer igennem hverdagen, med hjælp fra sin datter og hjemmehjælperen. Hendes eksistens er bygget op omkring et mylder af sedler med beskeder og gode råd, men hvad hjælper det når man ikke kan huske. En tanke vil dog ikke forsvinde fra hendes hukommelse; for Elisabeth er forsvundet! Elisabeth er Maudes bedste veninde, med den meget dominerende søn, men nu er hun væk. Alle omkring Maude fortæller at alt er okay, og hun driver alle til vanvid med hendes bekymringer og dumme spørgsmål og påstande. Hun ringer til plejehjem, og bryder ind i Elisabeths hjem, for der er noget der ikke stemmer. I jagten på Elisabeth dukker et andet minde op, mindet om hendes søster, Sukey. Søsteren der blev gift med den mystiske Frank, søsteren der tog ud og danse med den logerende George, Søsteren der forsvandt i efterkrigstidens England. Og hvilken betydning har mandelgræskar og søsterens gamle pudderdåse? Elisabeth er forsvundet, er et spændende bud på hvordan livet med en hukommelsesnedsættelse kan være, man fornemmer Maudes frustration over at ikke blive taget alvorlig, at ikke kunne huske hvordan det gik i butikken og hvorfor man altid kommer hjem med ferskner på dåse. Med demens i familien kan bogen være hjerteskærende og livbekræftende på samme tid. Bogen er tung at komme i gang med og selvom jeg var ved at give op flere gange, blev jeg til sidst fanget af historien om Sukey. Og af tanken om at selv de vigtigste minder ikke vil blive glemt. En god bog, der kræver og fortjener at man har tiden til at komme godt fra start. LJ

Hjerteskærende er det første der falder mig ind… det må være så frustrerende både som dement (i hvertfald i starten) men også som pårørende. Jeg bliver meget forvirret over springene i bogen, indtil jeg fanger at det måden Maud’s hjerne fungerer. Jo mere dement hun bliver jo mere springer historien mellem gamle minder og hvad der sker lige nu og her i Maud’s liv. Sidder og smiler over de forviklinger der sker pga Maud ikke kan fastholde hendes tanker i nuet mens hun ganske glimrende kan stykke sammen hvad der skete i hendes ungdom. Hjerteskærende at hun ender med at finde alle hendes svar men på et tidspunkt hvor hun er så dement at hun ikke selv er klar over det.

Ja, Elizabeth er forsvundet. Og Maud er også på vej til at forsvinde. Mauds hukommelse bliver dårligere for hver side man vender i bogen. Hun forsøger at holde den i live med små sedler, som nogle gange bliver glemt. Små lysglimt minder Maud om dengang hun var en lille pige. En historie der fortælles sideløbende med de øjeblikke, der sparker hukommelsen i gang. Langtidshukommelsen er helt sikkert bedre end korttidshukommelsen, og det gør ikke noget. Man splittes mellem at finde Maud besværlig eller have medlidenhed med hende, når hun står i en situation, hvor hun har glemt hvad hun skal eller hvad hun vil sige. Barndomsminderne hjælper til at holde historien kørende. Men jeg vil ikke kategorisere bogen som en psykologisk spændingsroman, snarere en let krimi i et meget langsomt tempo.