Christian IV’s datter, Leonora Christina (1621-1698), der i en alder af bare 15 år giftede sig med den senere rigshofmester og landsforræder Corfitz Ulfeldt,  led den forfærdelige skæbne at blive indsat i Blåtårn i 22 år. Hun sad i dette fangehul på Københavns Slot fra den 8. august 1663 til den 18. maj 1685, i begyndelsen i et rum på seks gange syv skridt, uden vindue, uden varme, med et tykt lag møg på gulvet, lus og lopper overalt og med forbud mod at beskæftige sig med noget som helst. Efter en forståelig depression, hvor hun lå i sengen i ca. ni måneder, blev hendes stolthed og kampgejst vakt og i de resterende mange, mange år udholdt hun sin skæbne og takkede endda Gud for hans godhed. Det lykkedes hende – med brug af sod og øl – at lave noget blæk, og med en tilspidset hønsefjer lavede hun et skriveredskab, og med det begyndte hun at skrive sit Jammers Minde.  Hendes vilkår lempedes efterhånden, så hun endte med to små værelser, lommepenge og alle de synåle, strikkepinde, bøger og skriveredskaber, hun ønskede, men hun kom aldrig uden for cellen, så og mærkede ikke dagslys, fik ingen motion og var henvist til fængselspersonalet og deres fuldemandssnak. Hun fik dog under hele sit fængselsophold ordentlig mad, og hendes høje stand medførte, at hun altid havde en tjenestepige hos sig (der samtidig fungerede som vogterske og spion). Line Krogh har skrevet teksten igennem, så den på en gang er tro mod originalen, læselig for et nutidigt publikum og samtidig fuld af patina og tone. Bogen er forsynet med et introducerende forord og relevante kommentarer ved Line Krogh og ledsaget af ca. 15 blyantstegninger, udført af Hans Ovesen. Her med nyt forord af Dorrit Willumsen.