"Kværnen" indeholder fire noveller og to korte skuespil. I novellen "Barndom" fortælles om de religiøse brydninger i barndomshjemmet, hvor forældrene blev grebet af den missionske vækkelse, mens bedstefaderen var gammel grundtvigianer. Selv voksede Thøger Larsen tidligt væk fra den strenge religion, der prægede hans barndom. I novellen "Barndom" i "Kværnen" fortæller han, hvordan han pludselig opfattede præstens prædiken som ord, hvis velklang suste gennem ham. Tro bliver til ord, til digte: "Endelig kom Provsten paa Prædikestolen. Bitte Henrik genkendte ham. Der var kommet graa Glans i hans før saa sorte Haar, hans Træk var endnu skarpere end før, og Iskulden i hans Øjne var bidende som Januar Maaneds Østenvind. Han havde faaet et Ridderkors heftet paa sin Præstekjole; der sprang sommetider en Solstraale fra Sølvet.- Men hvor han fyldte lidt i dette Salomos Tempel! I Bitte Henriks Barndomserindring var han ved at fylde hele Laden i Sivkær; nu var han kun en lille gammel Mand i et Rum, hvor de evige Røster talte. Hvad vilde den Smule Præst her? Men det skulde Henrik faa at vide. Nu sprang en Sætning ud af hans Mund. Kun fem-seks Ord, haarde som Sten, men med forskelligt farede Vokaler. Saa kom disse Vokaler rungende tilbage fra alle Kirkens Kroge, som vendte Ordenes Sjæl hjem igen fra Verdens Ende. Naar Lyden var passende hendummet, slyngede Provsten den næste Sætning ud, hver ny Sætning havde en anden Karakter end den foregaaende, og Dønnet af hans Tale havde stadig nye Egenskaber. Naar han nævnede Satan, hvad der hændte, raste Vokalen a, som fôr den gennem Alverden med den evige Ve i Hælene. Der var Klange, som kom igen, slørede af det yderste Havs Fraade. Det var som denne Stemme, denne Fantasi raaded over Verdensaltet og gentoges i Himle og Helveder. Her var virkelig Guds Bolig. Her maate hvert Knæ bøje sig. Denne Dag rugede længe over Bitte Henriks Sind. Men jo mere han grundede over det, han havde oplevet, des mere forekom det ham, at Guds egen Røst laa i Vokalerne alene."