I Sult møder man Knut Hamsuns alterego, en ung mand, som bor i det daværende Kristiania (i dag: Oslo). Han drømmer om at leve af at skrive tekster, og igennem hele bogen følger man hans kamp for at få godkendt sine tekster hos dagbladets redaktør –ofte uden held, da redaktøren sjældent er på kontoret. Hovedpersonen er afhængig af at få solgt sine tekster, for at kunne købe mad og betale for sit værelse. På trods af den presserende hunger, nægter hovedpersonen at tage imod almisser. Hans stolthed og anstændighed gennemsyrer hans hverdag, og febervildelser, som resultat af sult, bliver efterhånden et hverdagsfænomen. På trods af sulten, er det en bog fyldt med håb. Hovedpersonen vedbliver troen på, at det nok skal lykkedes ham at få solgt en tekst og nyde et festmåltid.Historien var interessant og hovedpersonens kamp og lidelse var beskrevet med en indlevelse, som kun synes mulig, hvis den har været oplevet på egen krop. Alligevel blev jeg aldrig helt fanget af historien, det var en af de bøger, hvor jeg pludselig opdager, at jeg har læst en hel side, uden egentlig at vide hvad der stod. Dog vil jeg ikke mene, at det er forfatterens eller historiens skyld, det handler nærmere om, at jeg har brug for mere ”action”, når jeg læser en bog. Og den slags er i den grad begrænset i ”Sult”, som nærmere er en rejse dybt ind i et menneskes sjæl, desperation og kamp for overlevelse. Det betyder at historien aldrig når et egentligt klimaks og ej heller har et plot.