Miguel de Unamuno (1864-1936) er en af de første moderne forfattere i spansk litteratur. Han har lært af Cervantes og Søren Kierkegaard, som han oversatte til spansk, og inspi­reret Borges. Tåge, hans hoved­værk fra 1914, er en varm og burlesk roman, der blan­­der det tragiske og det ko­mis­ke. På et filosofisk plan handler romanen om forholdet mellem virkelighed og fiktion, om evigheden og skabelsens ufølsomme gud og menneskets for­tvivlede op­rør mod sin skæbne. Hovedpersonen Augusto Perez lever en såre kedsommelig tilværelse - som i en tåge - indtil han forelsker sig i en smuk ung kvinde, Eugenia, der sætter hans liv i brand.

Med Tåge søgte Unamuno at forny romanformen ved at blande det tragiske og det komiske. Romanen er opbygget som en fortælling om hovedpersonen Augusto Perez´ sidste dage. Augusto er en forældreløs ung mand der lever alene med sine trofaste tjenestefolk. Han har afsluttet et juridisk studium, men lever en mærkelig formålsløs og kedsommelig til-værelse, som i en tåge. Indtil han møder en smuk ung kvinde, Eugenia, hvis sikre udstråling virker som en magnetisk dragende kraft på ham. Eugenia har det Augusto ikke har: en plan med sit liv og en veludviklet viljestyrke. Det lykkes i sidste ende at få hendes tilsagn om ægteskab, men det er en stakket frist, få dage før brylluppet stikker hun af med en sensuel dagdriver hun hele tiden har været tiltrukket af.

Der er to andre kvinder i Augustos liv. Den renhjertede Rosario, der er under stand, men indstillet på at give Augusto alt og gøre ham til "mand" i erotisk forstand. Og Liduvina, den "gamle" tjenestepige, der sørger for de daglige fornødenheder, ikke mindst hans føde. Man kan sige at de tre kvinder med tydeligt forlæg i Platons psykologi taler til henholdsvis hoved, hjerte og mave, hvilket i "unamunisk" forstand gestalter ånd, følelse og krop, der er de tre fundamentale elementer i den religiøse personlighed som tørster efter Gud og evig eksistens. Men Augusto har ikke held med et eneste af sine projekter, hvoraf det allervigtigste måske igen er et af Kierkegaards imperativer, nemlig at tage et ansvar for sit liv, at gøre hvert øjeblik til valgets øjeblik.

Handlingen ender med at Augusto på den mest pinagtige måde gøres til hanrej, endnu inden han er indtrådt i den hellige ægtestand. Dette afføder beslutningen om selvmord, men inden han kommer så langt, tager han en beslutning om at opsøge den kendte forfatter ved navn Miguel de Unamuno og spørge denne til råds i det vigtige anliggende. Forfatteren opfører sig under al kritik. Diktatorisk og uforstående, som en despotisk gud frakender han Augusto dennes ret til selvmord, det vil sige til endelig at tage en afgørende beslutning vedrørende sin tilværelse og meddeler ham i stedet sin beslutning, nemlig at tage livet af ham. Hvem der i sidste ende tager livet af Augusto bliver aldrig opklaret.

Og måske eksisterer han alligevel på en måde, for i romanens treogtredivte og sidste kapitel "genopstår" afdøde Augusto i en drøm forfatteren har, om end med den pointe at han ikke kan genopstå, for man drømmer ikke to gange den samme drøm. Sidste ord får hunden Orfeus, der sørger oprigtigt over sin herres død og ellers leverer tankevækkende observationer over menneskets beskaffenhed som en absurd krydsning: det mest besynderlige dyr, for ikke at sige den rene hykler. Og som læser kan man få den nostalgiske tanke at det hele måske var gået helt anderledes hvis Orfeus langt tidligere havde opløftet sin røst - og Augusto vel og mærke havde lyttet efter.

Romanen er med andre ord fuld af fortællemæssige spilopper, men den er på ingen måde en spøg- og skæmtroman, snarere kan man kalde beretningen om den ulykkelige Augusto Perez en munter og alvorlig fabel om virkelighed og fiktion. Romanen tematiserer dels i Kierkegaards ånd menneskets væren og villen sig selv, dels selve skriveprocessens kunstn