Arne Herløv Petersen er én af dansk litteraturs søjler. Han debuterede på sin 15 års fødselsdag den 14. marts 1958 i antologien Unge meninger om Vi Mennesker der udkom på forlaget Arena. Siden har han skrevet et tocifret antal romaner og digtsamlinger foruden sin omfattende produktion af oversættelser og sit vældige bidrag til bevarelsen af dansk litteratur med ebogsproduktion og udgivelse af kendte og ukendte perler skrevet frem til 1947 (senere forfattere er omfattet af copyright). Nu udgiver Det Poetiske Bureaus Forlag hans Udvalgte digte med uddrag fra 34 bøger, deriblandt hans bedste oversættelser, samt hidtil utrykte digte. Arne Herløv Petersen springer endvidere ud som ophavsmand til et par pseudonymer, hvoraf ét er blevet prisbelønnet og anmelderrost efter årtusindeskiftet. Sådan lyder samlingens første digt: SAS-hotellet Juniaften; tågegrøn. Selv skyerne tar fejl og går tværs gennem bygningen. En ung Arne Herløv Petersen fanger det, vi andre i årevis har prøvet at sætte ord på. Sommerskyernes spejling i Arne Jacobsens monumentale bygning overfor Hovedbanegården. Et afsnit i den store udgivelse rummer eksperimenterende poesi, hvor digtet aftegner indholdet grafisk. Det afspejler konkret poesi og den tid, det blev til i, men går helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet og Apollinaire. Det er måske mest sigende for samlingen, at dens mere end fem hundrede sider vækker mindelser om det Ivan Malinowski kaldte ”Glemmebogen”, en antologi, der rummer det, vi ikke bør glemme fra de seneste 50-60 år, hvor Arne Herløv Petersen har sanset, iagttaget og skrevet. Bogens femte del er et udvalg af de digtoversættelser forfatteren har foretaget, og her indgår nogle af hans favoritter, modernismens første store forfatter, James Joyce, haikuets klassiske mester Basho og en forløber for surrealismen, den engelske nonsensdigtnings kendteste navn, Lewis Carroll. For ikke at tale om Arne Herløv Petersens imponerende fordanskning af Edgar Allan Poes Ravnen: I en midnat mørk og øde, da med øjne matte, røde træt jeg gransked folianter om en fortids karakter, mens jeg blunded, træt i tanken, lød der pludselig en banken på min dør, et slag mod planken, som en gæst der ankom her. Det er blot en gæst, der banker. Det er bare det, der sker. Dette kun, og intet mer. Intet mit erindring dæmper, det var i en mørk december, hvor hver glød på arnen kæmper mod det mulm, en vinter ser. Ivrigt længtes jeg mod morgen, og jeg søgte glemme sorgen gennem bøger glemme sorgen, at Lenore er ej mer. Ak, hin skønne sjældne pige, som kun himlens engle ser, og som nu er navnløs her. Og så videre. Og meget mer.