Med udgangspunkt i Olsen Banden og Egon Olsens skældsord, f.eks. i hans svada mod Kjeld og Benny – at de er nogle lusede amatører og elendige skidesprællere, man ikke kan regne med – tager Center for vild analyse livtag med, hvordan vi forholder os til hinanden på job og i offentligheden, og hvilke positioner, vi indtager i et samfund, der stadig er særdeles hierarkisk struktureret. I et detaljeret folde-ud-klasseskema bagest i bogen illustreres inddelingen af befolkningen i klasser i en række søjler, heriblandt mediesøjlen, forbrydersøjlen, den akademiske og den administrative søjle. De forskellige positioner beskrives og eksemplificeres med typer og personer i dagens Danmark. I mediesøjlen har vi kendissernes Kong Gulerod, idolerne, nikkedukkerne Line Sofie og Frederik fra Paradise Hotel eller flottenheimerne, der fører sig frem i klummer og talkshows, f.eks. i Mads og Monopolet, hvor de fortæller andre, hvordan de bliver lige så lykkelige og succesfulde som dem selv – eller filosof og direktør Morten Albæk, der reproducerer velkendte og anerkendte meninger i debatprogrammer. I den akademiske søjle troner guruen, der artikulerer tidsånden eller fortæller, hvad "danskerne mener". Det kan f.eks. være filosofiprofessor Ole Thyssen eller andre, der optræder i Deadline på DR2 eller i nævn og råd. Under ham har vi bl.a. tørvetrilleren og fedtspilleren, der har ambitioner om forfremmelse. I den administrative søjle befinder embedsmændene sig, heriblandt glatnakkerne, der ikke bestemmer, men "får magten til at glide" som f.eks. Niels Krause-Kjær og Henrik Qvortrup, da de var spindoktorer. Røvbananen er den mest ekstreme position under alle søjler, en slags opsamlingsheat. Det er her, man ender, hvis man "rammer forbi" samfundets struktur. Det kan ske for selv den bedste. Forfatterne beskriver Folkeskolen som en helt central klassedannende samfunds-institution, hvor vi mødes i blandet flok og dannes i en skoleklasse, indtil vi forlader flokken for at blive det, vi "gerne vil være". Herefter danner vi "det danske folk" med knoldesparkeren som grundfiguren, det tavse flertal, som dog kæfter op, praler og sparker dæk, når ingen andre hører dem. Vi har alle en smule knoldesparker i os, og vi kan altid blive det fuldt ud, hvis vi ikke lykkes med andet. KNOLDESPARKEREN, FLOTTENHEIMEREN OG GLATNAKKEN viser også, at hinsides samfundet og dets klasser ligger særklassen og mulighederne for en større verdensklasse, der kan gentænke og revolutionere samfundets orden.