I denne artikel forsøger jeg at afklare, hvad Biesta forstår ved ‘dialogisk tilstand’, og hvordan den i en uddannelsessammenhæng kan bidrage til den demokratisk betragtet nødvendige subjektivering. I forlængelse af Levinas begreb om unikhed forstået som uerstattelighed argumenterer Biesta for, at individet i den dialogiske tilstand ikke svarer som repræsentant for et fællesskab, som det identificerer sig med. Faktisk er det netop den manglende mulighed for at støtte sig op ad generelle normer og forestillinger, som muliggør et egentligt personligt ansvar, som dog i første omgang viser sig som tavshed. Den unikke stemme er i første omgang en indre stemme. Formålet med artiklen er dermed også at pege på, hvordan den eksistentielle forståelse af dialogen adskiller sig fra dialogen som samtale. Artiklen forsøger at give nogle bud på, hvordan den dialogiske tilstand i en undervisningssammenhæng kan muliggøres gennem elevernes og underviserens møde med både naturens og kulturens forunderlige frembringelser. Frembringelser, som kan få elever og undervisere til sammen tænksomt at tie, fordi der er noget, der taler til dem; noget, der siger dem noget, men som de endnu ikke ved at svare, fordi det endnu ikke er identificeret og sat på begreb. I sådanne situationer, lyder argumentet, kan en subjektivering finde sted, fordi både elever og undervisere dér kan opleve, at det virker utroværdigt og uansvarligt at svare med afsæt i prædefinerede normer og med afsæt i en social rolle eller identitet, fx som underviser, voksen eller barn.