Dannelse er moralsk og følelsesmæssig modenhed. Dannelse er også at have den uddannelse og viden, som gør, at man kan trives i sit samfund; dannelse er at være dybt integreret i kulturen og samfundet, samtidig med at man har autonomi. Dannelse er altid personlig og unik. Dannelsesbegrebet forstået som en sekulær form for indre udvikling blev skabt af tyske filosoffer fra og med 1770’erne, og dannelse blev derefter populært i borgerskabet. I Danmark indså Grundtvig, at dannelse også var nødvendig for bønderne, og han opfandt idéen om folkehøjskolerne. Det blev dog Christen Kold, der for alvor fandt ud af, hvordan man underviser, så det bliver til dannelse, også for bønderkarle og -piger. Kold læste historier for dem og lod dem stille spørgsmål. Når først han havde fanget deres opmærksomhed, kunne han give dem kundskab og diskutere nye landbrugsteknikker, videnskab, filosofi, historie, religion, litteratur, kunst, økonomi og politik. Norge, Sverige og Finland kopierede folkehøjskolerne fra 1860’erne. Omkring 1900 havde så mange unge været på højskole og fået forbedret deres viden og tænkning, at Norden havde udviklet sig fra at være blandt de fattigste lande i Europa til at være blandt de rigeste. Denne udvikling og den dannelse, der bar den, betød også, at Norden gik fredeligt gennem overgangen fra feudale landbrugssamfund til moderne, demokratiske, industrialiserede nationalstater. Nu står vi ansigt til ansigt med nye udfordringer fra digitalisering, globalisering, pandemi og miljøforandringer, og vi har brug for en dannelse, der matcher det 21. århundrede. Bogens sidste del filosoferer over, hvordan en sådan kan se ud.