Det elendige mirakel fra 1956 markerer starten på en ny periode i belgieren Henri Michaux’ forfatterskab. Indtil da har han været kendt for at sidestille en grotesk, brutal humor med en tendentielt hovedbrydende brug af eksistentielle og arkaiske motiver og fabulerende raseringer i moderne versioner af randlitterære former såsom prosadigte, fabler, aforismer og parabler. Således kunne denne bogs beskrivelser af hans ruserfaringer, hans livtag med den hallucinogenfremkaldte ”anden tilstand”, synes at udgøre et sært afbræk: Er det forfatteren unplugged nu?! For pludselig skal der jo kommunikeres direkte, ikke flere omskrivninger, ingen figurative gevandter, positurer, eller både suggererede og underforståede afstande mellem forfatter og fortæller. Det er ikke så lidt, faktisk, eftersom Michaux i øvrigt gjorde nærmest en dyd ud af at afstå fra medieringer af sit kunstneriske virke, fra interviews, portrætter, fotos, sågar fra litterære priser (nej tak!). Med andre ord negerede han alle de former for synliggørelse og online parathed, der i vores samtid helt naturligt, som et krav, som en eksistensberettigelse, synes at følge med et forfatterskab i en grad, så vi er vant til, at selv de erklærede ”døde” forfattere beredvilligt indgår i den offentlige meningsøkonomi og forklarer sig selv og giver deres om aldrig så ironiske besyv med. Mere end det principfaste i sig selv (som også kan være genstand for en rask negation) synes Michaux som menneske at have været overbevist om det velgørende i nejet: nejets frisættende kraft, det kategoriale, kategoriske, stædige, asketiske, vrængende, sippede, besværgende, mystiske, uudgrundelige, affirmerende … nej. Derved bliver Michaux’ fem værker skrevet ud fra og om hans ruserfaringer, ud over to tidlige rejsebøger, det nærmeste vi kommer egentlig essayistik fra hans hånd: åben indsigt i, hvad han føler, mener, tænker. Og dog, så ligetil er det nu ikke helt.