Emil Aarestrup (1800-1856) udgav i hele sit liv én bog, Digte, i 1838. Den slutter af med en digtcyklus på 51 digte, der hedder Erotiske Situationer.
En situation er en tilstand man kan befinde sig i, legemligt og/eller sjæleligt. Emil Aarestrups situationer er korte handlingsforløb af erotisk karakter. Hvert digt er altså lig med en situation. Måske kun et øjeblik, eller rettere en redegørelse for øjeblikket. Han bremser tiden voldsomt op og folder situationen ud.
Men situationerne er kunstige. For det første er Emil Aarestrup rolledigter. Hans jeg er ikke ham selv. For det andet er det ikke virkelighedens verden, han vil skildre. Farverne er skarpere, kontrasterne klarere. Der er skruet op for det hele.
Digtene er gerne opkaldt efter deres lokalitet: I Teatret, I en Landsbykirke osv. Således er scenen på forhånd sat og det poetiske og erotiske øjeblik kan udfolde sig i rum. Eller de er opkaldt efter aktiviteten, det der sætter rammen for det øjeblik, hvor eros viser sit ansigt. For eksempel i digtet Fjerboldtspillet. Det vigtige er langt fra badmintonspillet, men netop det øjeblik, hvor jegets blik møder badmintonspillerindens.
Jeg stod paa Torvet – Himmel,
Hvor Øieblik kan nyttes!
Dit Blik og mit – hvor hastigt,
Hvor lykkeligt de mødtes!
Hvert digt kan læses vertikalt og give mening som et selvstændigt digt, formfuldendt og afsluttet, men der er også en horisontal dimension, en fortælling, der forløber ad værkets længdeakse. Som en novelle.
Det er en kærlighedshistorie, eller en forførelseshistorie, hvor en borgerlig piges seksualitet skal vækkes og langsomt modnes. Hun hører til i huset, borgerskabets bastion, han i naturen, som fri elsker og fritænker. Han er koket og arbejder samtidig på forførelsen med en læges nøjagtighed, følger hende på afstand, betragter hende gennem husets vinduer, lokker hende ud i naturen, som man kan sige er hans element, men i digtet Kanefarten, da deres elskov endelig skal fuldbyrdes, siger hun nej. Hun bliver syg, svækkes og dør til sidst. På den måde har vi en trefaset novelle, der spænder over: tilnærmelse, hengivelse og død.
Altså en ulykkelig kærlighedshistorie, der ender med døden for den ene, kvinden, men hvor til gengæld, gennem smerten, jeget fødes som digter. Det vil sige: han gennemgår en transformation fra elsker til digter i overensstemmelse med det romantiske ideal om digtning og inspiration.
