Den palæstinensiske teolog Mitri Raheb kaster i denne bog et kritisk blik på Vestens billede af den kristne minoritet i Mellemøsten, og han insisterer på, at forestillingen om de kristne som hjælpeløse, forfulgte og afhængige af Vestens hjælp er en illusion.
 
De kristne i Mellemøsten bliver ofte fremstillet som en hjælpeløs minoritet, der er prisgivet deres muslimske fjender og helt afhængige af Vestens beskyttelse. Men forestillingen om, at Mellemøstens kristne bliver forfulgt, er en vestlig konstruktion, som siger mere om Vesten end om de kristnes situation. Siden midten af det nittende århundrede har det været et tilbagevendende tema, og især under Trump-æraen har forestillingen fået vind i sejlene. Den påståede bekymring for de forfulgte kristne er blevet brugt som redskab for international politik, men i virkeligheden har de vestlige kolonimagter gentagne gange ofret Mellemøstens kristne på deres egne nationale interessers alter. For Mellemøstens kristne har Vesten som regel været en del af problemet og ikke en del af løsningen. Sådan har det været lige fra massakren på Libanons Bjerg til fremkomsten af ISIS.
Forfølgelsens politikker kaster et kritisk blik på denne fortælling. I bogen skildrer Mitri Raheb de kristnes situation i Mellemøsten fra Napoleon Bonapartes invasion i 1799 til Det Arabiske Forår i 2011. Bogen analyserer de socioøkonomiske og politiske faktorer, der har ført til det drastiske fald i antallet af kristne i Mellemøsten og giver et insiderperspektiv på denne omstridte region. Mellemøstens kristne har overlevet successive imperier ved at tilpasse sig. De har lært, hvordan man overlever grusomheder, yder kreativ modstand og samtidig bevarer en dynamisk identitet. I dette lys bliver historien om Mellemøstens kristne ikke en historie om forfølgelse, men en fortælling om modstandsdygtighed.

Omtale