Aleksandar Šajins nye roman Ivan Blank er en komedie om kærlighed og utroskab, om løgn og bedrag, om vanvid og kunstnerisk blindhed, om PET, om åbenbart grundløse asylansøgere, om det danske retsvæsen, om drømmen om villa Volvo og vovse …

Ivan er forfatter i eksil i Danmark, han kom hertil som flygtning i forbindelse med Balkan-krigen i begyndelsen af 1990erne og er, som det hedder, velintegreret, akkurat som forfatteren selv. Alligevel er romanen langt fra at være af den populære auto-biografiske slags. Der er for megen fantasme, handlinger og handlingsfigurer brækker hele tiden over og lander i det groteske, der er for megen slapstick over alle de forskellige kærlighedsforhold, vi som læsere føres igennem, der er for megen humor, man er indimellem ved at dø af grin.

Ivan arbejder som serbokroatisk tolk og når han er ude og tolke – i en eller anden dum flygtningelejr – er der altid endnu en Ivan, han skal tolke for. Det er absurd, bureaukratiet bliver udstillet, hvilket absolut ikke gør det mindre – bureaukratiet, altså – endsige mindre gennemskueligt, personalet inklusiv Ivan Blank og borgeren, der endnu ikke har status som en sådan, men asylansøger, klart uden at have grundlag for at søge asyl, bliver til små tilfældige brikker i et større spil. Og da Ivan i erhvervsøjemed skal sikkerhedsgodkendes af efterretningstjenesten går det helt galt.

Men omdrejningspunktet i romanen er kærligheden, det øjensynlig umulige i at få et forhold til at vare. Aleksandar Šajin kan skrive indfølt om erotik og forelskelse, men Ivan er akavet og reflekterer for meget, ser også den intime situation på afstand: Det var en slags meditation, det at svæve umærkeligt over Maries hoved og hendes lange, mørke hår, der snoede sig langs hendes ansigts højre side og ned ad halsen, hvor hendes krop forsvandt så tæt på hans, klistret af sved til hans brystkasse.

Det er det lille ord meditation, der skaber afstanden – og allerede i den sætning, der følger ovenstående, er der kommet et barn til – Svævende i de hvide lagener befandt de sig i rummet sammen med det lille spædbarn, som sov ved siden af i sin egen lille seng med tremmer – Ivans ven, Johannes, kan ikke lade være med, hver gang de ses, at pirke til netop det med børnene. At Ivan har så mange, og der er så mange hensyn, mens Johannes selv i sin egen optik er fri, men hans rejse til Goa eller hvor, det er, er ikke sådan lige at realisere.

Jeg elsker Johannes. – Aleksandar Šajin er i det hele taget skrap til bipersonerne. Ekskærester og ekskoner bliver bragt til live en efter en, de får det, de skal have, så man forstår dem, de har en vilje og en stemme, og de lykkes eller skuffes.

Ivan vil hele tiden videre, græsset er altid grønnere på den anden side, men fortiden hænger ved. Sammen med Marie – jf. citatet – er han i romanens begyndelse på jagt efter et nyt hus, der skal de realisere drømmen om det gode liv, én gang for alle, romanen er vejen ad hvilken, der også kommer noget rationalitet ind i billedet. Plus netop noget af det, som manglede i indledningscitatet: hengivelse og væren i nuet. Det er det, komedien kan, den har den kartarsis i sig, kan være både menneskelig og guddommelig.

Det er en fornøjelse. 

Aleksandar Šajin har været medredaktør af litteraturtidsskrifter i Sarajevo og Beograd og har udgivet Tiden-Tiderne i 2003, en digtsamling, et par dramaer og noveller på serbokroatisk og dansk, plus Rosa og Valters notater, to dagbogsromaner i 2007 og 2011, samt et essay, ”Om Sjælen” i Brøndums encyklopædi i 1996.