Claus er omkring de 40 år. Han bor i den lille by i Nordjylland, hvor han er født, og hvor alle på godt og ondt kender hinanden. Claus har et udmærket arbejde på en af de lokale virksomheder. Han er gift med Linda, som har medbragt datteren Beatrix (Bea) fra et tidligere ægteskab. Familien bor i et nyere parcelhuskvarter i byens udkant. I sin fritid spiller Claus lidt oldboysfodbold med gamle venner, og han bruger også noget tid på at istandsætte sin mors sommerhus ude ved havet, sådan at det kan udlejes til turister.
Alt i alt en rar og fredelig tilværelse, hvis ikke det var for Bea, som nu er 13 år og efterhånden meget dyr i drift. Beas veninder, som er ”bedre folks” børn, dyrker ridesport på højt plan og har egne heste. Bea vil også have en hest. Det er simpelthen nødvendigt.
Claus forstår nok ikke helt, hvor meget der står på spil, så han nægter at købe en hest til Bea. Sådan en koster 100.000 kr. Det har familien slet ikke råd til.
Dog Bea må og skal have sin hest. Linda støtter datteren, og inden Claus opfatter, hvad der sker, bliver han arresteret og sigtet for incest og forsøg på mordbrand. At han undgår at blive dømt, skyldes primært en tilfældighed. Dog, så billigt slipper Claus heller ikke. Ægteskabet med Linda går i stykker, han mister sit arbejde, hans mor dør, og han får byens fordømmelse at føle. Den gode, trygge tilværelse forvandles til en ond drøm, som driver ham ud i et mislykket selvmordsforsøg.
Jeg, Claus er en slags ”omvendt” krimi, hvor offer og gerningsmand bytter roller. En meget anderledes bog, der ligesom Birgit Chemnitz Kristiansens forrige roman, Kold januar, giver bidrag til nogle af tidens samfundsdebatter. Det skal i øvrigt nævnes, at romanen er inspireret af en episode fra det virkelige liv.
Uddrag af bogen
Claus er på vej til tandlægen. Han bliver standset af en lille pige på otte-ni år, som beder ham om at følge hende over gaden til sin veninde. Det er ellers midt om formiddagen, og pigerne burde nok være i skole, men Claus lider af tandlægeskræk og tænker ikke på så meget andet end de lidelser, han om lidt skal igennem. Så da pigen tog mig i hånden, og vi gik ud på kørebanen, var det ikke noget, jeg spekulerede særligt meget over. Der var ikke meget trafik, så min heltegerning var stærkt begrænset. Hun havde en lille blød svedig hånd. Sådan en, hvor man bagefter tørrer sin egen af i sit bukseben med en lille følelse af ubehag. Ude midt på vejen er en helle. Jeg ville have fortsat, for der var ingen biler, men pigen stoppede op. ”Det koster en tyver, ellers skriger jeg, at du voldtager mig.”
Om forfatteren
Birgit Chemnitz Kristiansen er oprindeligt uddannet cand.jur. og har i en menneskealder været ansat i Miljøministeriet. Efter at være blevet pensioneret er hun begyndt som forfatter. Ja, og flittig læserbrevskribent. Samfundsforhold er en af Birgits store interesser, når hun da ikke er i gang med at restaurere antikviteter eller flikke sammen på sit gamle hus i Hornbæk. Jeg, Claus er hendes syvende bog.
