Euseb fra Caesarea (ca. 260- ca. 340), er en af de betydeligste og mest indflydelsesrige personer i kristendommens ældste historie.

Som det fremgår af hans tilnavn er han knyttet til Caesarea i Palæstina, hvor han efter alt at dømme blev født, og hvor han var biskop og ikke mindst udfoldede sin virksomhed ved det store bibliotek, der var grundlagt af Origenes.
Han gjorde sig gældende på det kirkepolitiske område, hvor han i et vist omfang var rådgiver for Konstantin den Store. Blandt andet var han involveret i den såkaldt arianske strid om forholdet mellem Faderen og Sønnen. Selv om Konstantins afgørelse i denne sag ikke faldt ud til Eusebs fordel, har uenigheden dem imellem imidlertid tilsyneladende ikke betydet noget på det personlige plan, da det var Euseb, der holdt talerne ved Konstantins regeringsjubilæer.

Det er dog nok ikke som kirkepolitiker, han især huskes i dag, men derimod som forfatter til et meget stort antal værker, der ikke alle er bevaret. Det mest kendte af hans skrifter er formodentlig ’Kirkehistorien’, der ligefrem har givet ham tilnavnet ’Kirkehistoriens Fader’, men ud over dette værk omfatter hans forfatterskab også, apologetiske / polemiske og eksegetiske skrifter og historisk-panegyriske som ’Konstantins Liv’, der her for første gang er oversat til dansk. Værket, der er Eusebs sidste og efter alt at dømme ikke er færdigredigeret af ham, er som ’Kirkehistorien’ karakteriseret ved det store antal dokumenter, der citeres. Ægtheden af dokumenterne har ligesom ægtheden af selve værket været meget omdiskuteret, men der er i dag bred enighed om, at begge dele er ægte.