Maskefald er en udfordring af den lutherske tradition, som den udspiller sig i Den Danske Folkekirke. Med afsæt i en personlig livsfortælling undersøger forfatteren betydningen af inkarnationen, det, at Gud blev menneske, og han gør op med dogmatiske abstraktioner som arvesynd og offerdød.
 
Maskefald er en udfordring af den lutherske arv, som den udspiller sig i Den Danske Folkekirke. Mens Gud fortsat troner relativt uanfægtet i himlen, er det kristne grundudsagn om inkarnationen, om Gud der kom til jorden i Jesus fra Nazaret, sært underbetonet i lutherdommen. Med afsæt i brudstykker af en personlig livsfortælling er Maskefald et forsøg på at holde fast i den universalistiske betydning af inkarnationens grundudsagn.
Inkarnationen forstås som det at Gud forbinder sig med virkeligheden. Bogen er derfor en opfordring til at forlade de dogmatiske abstraktioner som arvesynd og offerdød, for i stedet at tage et medansvar for virkeligheden i form af en civilisation, der ansigt til ansigt med sine kriser er nødt til at gentænke sig selv, herunder reflektere over, hvad det overhovedet vil sige at være en civilisation.
Undervejs i bogen tager Jens Torkil Bak ikke bare et opgør med en verdensfjern tolkning af Luther, men også et opgør med den lutherske teologis afhængighed af Det Gamle Testamente. En afhængighed, som har efterladt kristendommen i et spekulativt univers og med et sandhedsbegreb afkoblet fra menneskers erfaringsverden. Torkild Bak ser et sådant spekulativt univers repræsenteret ved blandt andre Sørine Gotfredsen og Søren Krarup, hvis tænkning bogen er et opgør med.