Æ redningsbøud stow sommtier lodret i æ brøder (redningsbåden stod somme tider lodret i brådsøerne), nemlig en dag, hvor det var blæst op til orkan, og redningsbåden måtte ud for at hjælpe både, der trods forbud (3 "balloner" hejst på stedets signalmast) søgte at komme i land i Vorupør. Et drama, børnene havde fået fri fra skole for at følge, "for det her angik os alle sammen".
Denne og andre oplevelser fra barndommen i 1950'erne skildres levende i bogen, både hårde, sjove og mere dagligdags tildragelser. Drengene fandt steder at spille fodbold, især æ slej, lavningen mellem nogle klitter, og på en høj bakke gav bl.a. 4-mands kælken Havets Skræk liv og glade dage om vinteren. De havde mange andre udendørs lege, men skulle se sig for i terrænet, fx for ikke at skride ned i huller i sandet omkring en tysk bunker, som var næsten skjult i en klit.
Fra skoletiden i Vorupør 1953-58 omtales især to lærere, Ajstrup og Daugaard, og deres betydning for eleverne, for Daugaards vedkommende også indsatsen med opbygningen af byens FDF for børn og unge. Tre elever i klassen støur fjeer (store fjerde, dvs. 5. årgang) nævnte, at de gerne ville i "mellemskole" i Thisted, og Nu gik der ild i Ajstrup: hans elever skulle simpelt hen bestå optagelsesprøven, så han terpede pensum med dem efter skoletid flere lørdag eftermiddage! De bestod også, og forfatteren fik fra 1958 gode år på den store Thisted Borgerskole (1300 elever fra hele Nordthy), afsluttet med realeksamen 1963.
Der fortælles også med humor mange træk fra livet i familien, hvor forfatteren var den yngste efter fire piger, som var fra 9 til 16 år ældre og rejste hjemmefra efterhånden. Denne aldersforskel betød blandt andet, at på hans konfirmationsdag fyldte den ældste søster 30, men "måtte nøjes med et lille gavebord henne i et hjørne"! Denne og andre fester skildres ved siden af familiebesøg med mange fætre og kusiner, ofte på søndag eftermiddage, og hvis søstrene var hjemme, eller der var besøg af moster Martha, kunne det "gå helt over gevind" med sang og musik.
Gennem hele bogen er anvendt mange fotos af personer, steder, papirer mv., ligesom der også er adskillige illustrationer, som forfatteren selv har udfærdiget. Det gør bogen afvekslende, men også endnu mere informativ om forholdene dengang.
Dialektgeografisk finder vi i bogen mange træk, der kendetegner thybomålet som vestjysk dialekt. Alle navneord er fælleskøn, fx også en huws (et hus), og bestemt form har foransat kendeord: æ huws (huset). I ord med v- udtales næsten altid w-, fx wi (vi), wæt (været), hwor (hvor). Mange ord har det særlige vestjyske stød foran lydene p, t, og k, markeret med apostrof inde i ordet, fx knej't (knægte, drenge), stø'ker (stykker), og i andre ord ser vi forlængelse af vokal foran s og f skrevet som dobbeltvokal, fx feesker (fisker), skaafes (skaffes). Desuden finder vi et især nordjysk træk: udtalen af et -jk ved vokalerne i, y og u, fx tijk (tid, ti), bijkl (bil), Thyjk (Thy), tuwke (tur), hvilket medvirker til at gøre dialekten nordvestjysk. Dog siger man æ (jeg) om sig selv ligesom i Sønderjylland, ikke a som på Mors og i det øvrige Nørrejylland. Forfatteren har ønsket at fremhæve en særlig vokaludtale, nemlig øu i ord som møur (mor), bøud (båd) i gammelt Vorupørsprog (jf. forordet), hvor Thy ellers har udtalen ue (her muer, bued).
Hvis man er thybo eller ønsker at lære thybomålet nærmere at kende, kan det anbefales, at man prøver at læse dialektsiderne og ikke straks tager den nemme løsning, oversættelsen til rigsdansk på siderne overfor. Der er saft og kraft i det nordvestjyske havbomål med de mange w-former, foransatte kendeord, vestjyske stød, -ijk- og -uwk-udtaler mv., og det skal man ikke snyde sig selv for!
