I 1947 trådte den dengang 17-årige Ryszard Kukliński ind i den polske hær med henblik på at få en officersudddannelse. Hæren var nationens stolthed og symbolet på dens genvundne suverænitet. Men Kukliński blev meget hurtigt klar over, den polske hær kun havde til formål at tjene Sovjetunionens interesser. I de sidste år af den stalinistiske æra strammede det polske kommunistparti grebet og rensede brutalt ud i hæren. Kukliński manøvrerede sig igennem og steg i graderne; han kom til at gøre tjeneste i den polske generalstab, hvor han arbejdede med Warszawapagtens planer for angreb mod Vesteuropa. Han blev mere bevidst om risikoen ved Sovjetunionens offensive strategi og indså, at Polen, som rummede de vigtigste forsyningsakser for en offensiv mod vest, ville blive ramt meget hårdt i tilfælde af en nuklear krig. Det var af afgørende interesse for Polen, at Sovjetunionen ikke udløste en krig. Og kun USA ville kunne forhindre dette. I 1972 tog Kukliński kontakt til CIA og indledte et samarbejde, som kom til at strække sig over ni år, og som omfattede overdragelse af tusindvis af højt klassificerede dokumenter. Kukliński tog mange chancer, og i 1981 fornemmede han, at jorden brændte så meget under ham, at han bad sine amerikanske forbindelser om at evakuere sig og sin familie til USA.

Den polske forfatter Maria Nurowska har på grundlag af lange samtaler med Kukliński i hans amerikanske eksil skrevet en romanbiografi, som beretter om Kuklińskis dramatiske historie, men som også kommer tæt ind på personen, hans bevæggrunde og de følelser, der var forbundet med hans farefulde virke i samarbejde med den magt, der var hans lands officielle fjende. Beretningen beskriver også eksilet og den tragedie, som ramte Kukliński dér.