Parlamentarismens krise – der er en idéhistorisk klassiker – er en kras kritik af det repræsentative demokrati og en skarp analyse af de på Carl Schmitts tid aktuelle alternativer til parlamentarismen – nemlig kommunisme og fascisme.  

Carl Schmitt (1888-1985) var en kontroversiel og genial tænker, der er blevet beskrevet både som ’vor tids Hobbes’ og som ’nazismens filosofiske godfather’, hvis skarpsindige kritik af liberal-demokratiske idealer har gjort ham til en af de mest originale intellektuelle bidragsydere til moderne politiske tænkning. Parlamentarismens krise, der udkom første gang i 1923 og anses for at være en klassiker inden for det 20. århundredes tænkning, er en kraftfuld og tankevækkende kritik af det, som Schmitt mener, er det repræsentative demokratis indre inkonsistens, og værket er derfor ofte blevet læst som et forsøg fra Carl Schmitts side på at ødelægge parlamentarismen. Men faktisk er teksten, som oversætter Lars Christiansen er inde på i sin introduktion til bogen, Schmitts forsøg på at forsvare Weimar-republikken og i det lys, er bogen også et historisk indblik ind i Weimar-Tysklands politiske kultur.  

Carl Schmitts tænkning har i nyere tid fået en renæssance blandt toneangivende intellektuelle som Chantal Mouffe, Giorgio Agamben og ikke mindst Jürgen Habermas, der (på trods af Schmitts stærke politiske konservatisme) har formået at se værdien af Schmitts skarpe blik for magtens natur og virkemåde og for den demokratiske liberalismes svagheder.  

Bogens analyser af parlamentarisme, liberalisme, kommunisme og fascisme er stadig yderst relevant, både som idéhistorisk afklaring og som aktuel kritik.