Den russiske digter Alexander Pusjkin (1799-1837) blev af mange af de digtere, der kom efter ham, anset som noget af en halvgud. Han har dannet forbillede for bl.a. Dostojevskij og helt op i det 20. århundrede ser man inspirationen fra ham i store poetiske arbejder hos forfattere som nobelpristageren, eksildigteren Joseph Brodsky og den nyligt afdøde lyriker og prosaist Jevtusjenko, der gennemlevede hele Sovjettiden i hjemlandet. Størstedelen af Pushkins værk er aldrig oversat til dansk, men det vil Det Poetiske Bureaus Forlag råde bod på med en stribe lommeudgivelser hvoraf "Sigøjnerne og andre fortællende digte" er den første i rækken. Bogens farverige forord fortæller om Pusjkins liv, altid på kant med censurmyndighederne og med forsmåede ægtemænd, hvad der bragte ham såvel eksotiske forvisninger som en række dueller, hvoraf den sidste afsluttede en stor litterær karriere. Ikke blot de store versfortællinger Ruslan og Ludmilla og Eugen Onegin har givet Pusjkin sin plads i litteraturhistorien, men også prosaarbejder som novellen Spader Dame, der fremhæves internationalt som den måske bedste russiske novelle nogensinde. Bogens tre mindre kendte, men stærke og tankevækkende versfortællinger er: Springvandet i Bakhchisarai, udgivet i 1824 og inspireret af den sande historie om khan Qirim der lod Tårernes springvand opføre i sit palads til minde om en afdød kone eller elskerinde, Sigøjnerne, udgivet i 1827 og den MeToo-aktuelle Grev Nulin, som Pushkin i skrev 1824 med inspiration fra Shakespeares The Rape of Lucrece.