Den belgiske forfatter Amélie Nothombs selvbiografiske roman Tokyo min elskede er ikke en traditionel love story: det er en historie om koi – det japanske udtryk for et seksuelt forhold befriet for kærlighedens snærende bånd og i stedet baseret på venskab snarere end forelskelse. Som romanens fortæller som også hedder Amélie forklarer er kærlighed noget alvorligt og intenst mens koi er ”let flydende frisk … elegant legende og humoristisk.”  

Koi er det eneste type forhold som den 21-årige Amélie evner eller ønsker at indgå i. Hun er netop vendt tilbage til Japan hvor hun har tilbragt de første fem år af sit liv for at genopfriske sproget og undervise japanske studerende i fransk. Hendes første – og foreløbig eneste – elev er en ung mand ved navn Rinri. Når han ikke har enetimer hos Amélie bor han hjemme hos sine forældre i rigmandsforstaden Den-en-Chofu og kører rundt i en ”alt for hvid” Mercedes.  Desuden interesserer han sig for den for japanerne noget eksotiske Sartre en kendsgerning Amélie har svært ved at stå for.

Før de ved af det har de kastet sig ud i en vidunderligt absurd affære som for Amélie er ren ’koi’ men for Rinri måske snarere er funderet på ægte kærlighed fuld af europæisk følelsesintensitet og élan som rimer på både hjerte og smerte. Forholdet bliver på den måde samtidig en slags levet indføring i hinandens kulturer hvor forskellen mellem hvad der er normalt og hvad der er eksotisk udelukkende defineres af øjnene der ser. Amélie sammenligner selv deres forhold med den vandseng de af og til sover i – ”umoderne akavet og meget meget morsomt.”

Det sidste kan man i allerhøjeste grad også sige om Nothombs roman: den er meget meget morsom. Den skildrer sammenstødet mellem japansk og europæisk kultur uden at forfalde til klicheer og med et vidunderligt blik for det absurde – den er både let og dyb med humor og stor indsigt viser romanen hvad vi ved og ikke ved om os selv og om mennesker fra andre kulturer.