I "De salige" møder en mand, der er flygtet fra kærlighedssorg, en ung kvinde, der prøver at leve videre efter i barndommen at have været offer for pædofili og incest. Kidde tager her emner op, som få i hans samtidig vovede at komme i nærheden af. * Ved bogens udgivelse skrev Christian Rimestad: Den mandlige hovedperson i Kiddes sidste roman er i nær slægt med alle hans tidligere unge mænd i ”Aage og Else”, i „De blinde”, ”Loven« og „Den anden”. Fælles for dem alle er det afgørende, at de kun er i stand til at elske én eneste gang, og at denne eneste kærlighed ganske tyrannisk hersker over deres liv. Da Henning Norden her i ”De salige” har måttet opgive sin elskede, fordi hun var gift og havde et barn, så var det egentlige liv forbi for ham. Selv hans arbejdet blev hæmmet. Han stivnede. Og dog kunne han ikke have handlet anderledes, om han skulle bevare sin samvittighed frelst. Den virkelighedens atmosfære, hans sind kun kunne leve i, det var viljens høje luft. For ham var fristelserne at følge sin kærlighed på trods af den indre pligs bud det farlige, det fjendtlige, det uansvarliges forvirrende gøglen. Han når de Saliges Ø, men den bliver aldrig lykkens hjem for ham, kun de skyldløses fred, de ikke levendes ro. Han tilhører på moderens side en slægt, hvis hår er blegt, hvis favn er kold, fordi deres blod er så luftigt. Moderen kunde, efter bruddet med faderen, der havde begået ægteskabsbrud og karsesvig, trække sig tilbage til Salighedens Ø og leve der i lykke, fordi hendes natur var så helt ujordisk. Med stor poetisk kraft har Kidde fremmanet denne kvindeskikkelse, hendes elfenbensansigt, hendes øjnes strålende kulde, hendes legeme som skabt af dis og luft. Bogen handler nu om, hvordan denne mand, der har ment i sin isolation at have gjort sig til livets herre, bliver en livets lærling. Men hvordan lærer han, at Salighedens Ø ikke, som hans forgudede moder havde vist ham, sejler højt over hav og jord, i æterens og solnedgangens ro, men at den stiger af det uvejrspiskede hav, og at man kun når den gennem dets vildeste hvirvler? Det lærer han af en ung pige som fra København er flygtet ud til hans refugium, en ung pige, som kun har set ham én eneste gang i et selskab af literater, men aldrig har glemt hans forfærdelse og vrede, da han blev vidne til en letfærdighedens skændselsdåd mod en purung, uskyldig pige, aldrig har glemt udtrykket i hans blik, da han forlod selskabet. Det bliver i denne brudte pigeskikkelse, i dette hærgede barneansigt, at han ser livet, livets egen hellige skændselsskrift. Det bliver ham som en hemmelighedsfuld vilje, der har sendt hende til ham — som en repræsentant for alle dem, han selv og hans moder og hele hans moders slægt har holdt sig fjernt fra og ikke har villet prøve på at begribe, forstødt som tilhørende det livets smuds, de ikke vilde i berøring med. Livets smuds, det er just i det, at hun er vokset op. Hun giver i sin lange skildring af sit liv frygtelige indtryk af sin barndom. Hun har i en alder, hvor det store flertal af mennesker kun har vage anelser om kønslivet, set det udfolde sig i sine modbydeligste former. Hun var af sin moder, en hæslig skøge, viet til undergang. Hun ender da også selv, som moderen ville, men det er lykkedes Kidde at få os ikke blot til at tro på, men til at føle usvigeligt, instinktivt hendes sjæls usmittede renhed. Mest var hendes liv et helvede, men tre gange, i tre perioder, har hun været i „Paradiset” og om disse tre oaser af lykke beretter hun med en rørende ømhed. Et kvindeligt sidestykke til den store franske digter Verlaine, sådan rejser sig hendes billede: en kysk, en altid renhedstørstende sjæl i et besmittet legeme... Der er som altid i Kiddes bøger en række bipersoner, om hvem man kun får det at vide, som er nødvendigt for at bogens problem kan opløse sig i de størst mulige nuancer. Intet er tilfældigt, alt hænger nøje sammen. Derfor er det også umuligt at girve udtømmende besked om handlingen. Handling, filosoferen og lyrik er sammenknyttede uopløseligt. Det er en kompliceret digtning, men det inderste i den, dens alvorsfulde sjæl, er en dyb ærbødighed for livets betydningsfuldhed, for ansvaret, det fører med sig. (Christian Rimestad i Politikens kronik 26.10. 1910)