I denne toer er Feyre tilbage i Forårsriget, og er genopstået som elver efter at have befriet Tamlin og hans elverfolk fra Amarantha. Opholdet hos fjenden under bjerget og de ofre hun måtte gøre undervejs, har givet hende ar på sjælen og ændret hende for altid. Kærlighed og frygt for at miste Feyre igen sætter Tamlins beskyttertrang på spidsen. Det tager overhånd, og han ender med at skubbe hende væk. Den mørke og spændende Rhysand, Natrigets Storfyrste, som Feyre mødte i første bog, holder hende op på den aftale de indgik om, at hun skal tilbringe en uge hver måned i hans rige. Hendes opfattelse af Rhysand og hans baggrund og intentioner ænder sig, og han ender i sidste ende med, at redde hende fra Tamlins “fængsel”. Uroen ulmer i Pritanien og Feyre træder igen i karakter for at redde både mennesker og elverfolk fra onde krafter. Hun hvirvles ind i et spændende spind af politik og kærlighed. I denne bog udvides universet og der åbnes mere op for de historiske begivenheder og udviklingen mellem de forskellige riger. Karakterernes sammensatte personligheder giver dem både dybde og kant, og giver dem en autencitet jeg er vild med. Igen skulle jeg lidt ind i bogen, før det var svært for mig at lægge den fra mig, men handlingen overrasker og det vinder den helt klart på. Bogen er en rigtig flot opfølger. Jeg var vild med den forrige bog, men jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk synes bedre om denne. Derudover så bliver jeg mere og mere begejstret for den efterhånden, som den bundfælder sig. Er man til fantasy og romantik, så er serien efter min mening et must read.