Søren Kierkegaard betegnede sin samtids kirke som verdens største forbrydelse: … de kristelige falsknere ... … den kristelige kriminalforbrydelse … …de ulykkelige millioner, som man snød for deres penge … … og hvem man misbrugte … … snød dem for det evige ved at lade dem løbe med noget galimatias … … kristendommen man forrådte, tjenende sig selv … Havde Søren Kierkegaard ret? I Firmaet Jesus Kristus III tager Søren Kierkegaards politiagent, teologi- og videnskabsmanden Nick, sin læser med rundt i Italien, i Milano og på Sicilien, i Rom og på øen Capri. Her efterforsker Nick hvad han er kommet på sporet af, nemlig pave Gregor den Stores uhyrlige bestialske hemmeligheder godt skjult for offentligheden af den katolske moderkirke. Vil du kende denne hemmelighed? Uddrag af bogen Gulvet rumlede og vibrerede under ham. Det føltes mega ubehageligt. Nick vidste ikke rigtig, hvad den rumlen og hvad vibrationerne betød. Han vidste heller ikke, hvad klokken var, for de havde taget hans ur fra ham. Den enlige pære i loftet var Nick dødtræt af. Som i et mareridt mærkede Nick så, at hele cellen nærmest bevægede sig. For Nick føltes det som et jordskælv. Der var masser af ekkoer efter stenskred, og hvad der lød som løse sten, der tumlede ned af skrænter. Ih du milde! Og det skulle have været ferie. Nick gik hen til det lille hvide Mithra alter. Det stod skævt. Nick skubbede lidt til det, og så faldt det næsten bagover. Nick havde svært ved at se i det sparsomme lys. Han så ned under alteret og fik øje på en smal trappe, der førte nedad. Det forekom Nick at være en god ide at gå ned ad den trappe, måske for at komme i sikkerhed. Så Nick tog tæppet omkring sig og gik ned ad sten trinene. En meter nede nåede Nick til den værste stank, han nogensinde havde været udsat for. Om forfatteren Som en følge af romanseriens kontroversielle karakter har forfatteren valgt at skrive under pseudonymet Nick Messenger.