Den klassiske litterære rejseberetning i dansk litteratur er Jens Baggesens Labyrinten, med vejen ned gennem Nordeuropa – stærkt forfulgt af H. C. Andersens og Johannes V. Jensens mytologiske digte og fortællinger fra både Amerika og Japan. En helt særlig genre går den anden vej. Da Jules Verne skriver sin geologiroman Rejsen til jordens indre, der begynder i en vulkan på det dengang danske Island, kommer hans hovedperson på vejen forbi København. I denne bog får vi Jules Vernes yngre bror, Pauls beretning om en rejse til København i sommeren 1881, hvor Jules netop indsamler de indtryk, han bruger i den klassiske ungdomsbog. Vi følger Verne og de medrejsende op gennem Kieler-kanalen og videre nordpå, indtil man ser byen i horisonten: "Ved titiden begynder København at dukke frem i tågen med sine klokketårne, sine parker og master på skibe ankrede op i dens havn. Saint-Michel var endnu ti til tolv sømil fra den. På dette sted er sundet ikke mere end tre til fire favne dybt. De store skibe og krigsfartøjer, der skal fra Nordsøen til Østersøen eller omvendt, kan ikke gå igennem det; de er tvunget til at sejle rundt om Sjælland og sejle gennem Storebælt eller Lillebælt." For dem, der kender København, fuld af skrammel og byggepladser fra metroprojektet, kan det være en opmuntring at læse Paul Vernes levende beskrivelse af byen, da den var helt ny: "Den er nu en moderne by, der er blevet ryddet ved ildebrande i 1728 og i 1795 og ved bombardementet i 1807. De nye kvarterer er fremragende med deres brede boulevarder og deres store pladser, hvor der er mange springvand. Tivoli-haven, placeret netop på de tidligere fæstningsværkers grund, er et anlæg uden lige i verden." I rejseskildringen møder vi også den franske ambassadør i København, flere af byens ledere af kulturlivet og får endog et glimt af de kongelige på en tid. Bogen er forsynet med smukke, originale illustrationer, der giver et levende billede af byens attraktioner for 130-140 år siden.