Tarjei Vesaas (1897-1970) var en af de største norske forfattere i det tyvende århundrede, og den første nordmand som fik Nordisk Råds Litteraturpris. Romanen Fuglene fra 1957, der regnes for hans mesterværk, handler om Mattis, tusten eller tossen, ham der ikke er som de andre, men som oplever verden på en intuitiv måde hvor alting får karakter af hemmelighedsfulde tegn. Han oplever det som et lille mirakel når der kommer et sneppetræk over huset. Han kan tyde fuglenes sprog, sneppen skriver små breve til ham med næb og kløer. Mattis stiller livets store spørgsmål, som ingen kan svare på. Og når det tordner låser han sig inde på dasset fordi han er bange for at dø. I det lille bygdesamfund er Mattis ringeagtet og ensom, på en måde spærret inde i sig selv og sat uden for fællesskabet, børnene råber efter ham og kalder ham en tosse. Han kan ikke passe et arbejde og bor sammen med sin søster, Hege, som forsørger dem ved at strikke trøjer. Hans største triumf oplever han da to piger samler ham op på en holm i søen, hvor han har søgt tilflugt fordi hans plimsoller af en båd har taget vand ind. Da han ror de to ind til købmanden, kan han vise de lokale at han godt kan være sammen med nogen som respekterer ham som den han er. Lykken var kommet til ham på en nøgen holm, uden noget varsel. En dag får Hege den idé at Mattis kan være færgemand og ro folk over søen. Og han ror frem og tilbage, men der er ikke en sjæl at se før skovhuggeren Jørgen en dag dukker op. Det ender med at skovhuggeren flytter ind i deres lille hus, og Hege blomstrer op, mens Mattis føler sig mere udenfor end nogensinde. En dag tager han ud på søen, han har en plan og vil udfordre skæbnen. Fuglene handler om at udtrykke det som ikke kan udtrykkes. Mattis er tossen som åbner døren ind til det uudsigelige. »Mesterværk. Tarjei Vesaas' Fuglene er et eviggyldigt eksistentialistisk ensomhedsstudie, der bekræfter, at én tåbe kan spørge om mere, end ti vise kan svare på.« Klaus Rothstein, Weekendavisen »Tarjei Vesaas has written the best Norwegian novel ever, “The Birds” — it is absolutely wonderful, the prose is so simple and so subtle, and the story is so moving that it would have been counted amongst the great classics from the last century if it had been written in one of the major languages.« Karl Ove Knausgård, New York Times