Voldsom sex møder sort humor . Trilogien "Stænderne" er erotiske og humoristiske bøger om adel, gejstlighed og borgerstand. I første bind - Greven - møder vi en østpreussisk greve i det 18. århundrede, der anser det for en selvfølge, at han har ret til enhver bondepige i omegnen - om hun så vil eller ej.
Bogen begynder således:
Jeg har aldrig kunnet døje de læspende sminkekrukker, der nu om dage går under betegnelsen »adelsmænd«. Min slægt står ikke tilbage for nogen i riget i fornemhed og alder, men vi har aldrig siddet og udvekslet galanterier ved litterære soireer. Vi er en blodrig og levedygtig slægt, og det er jeg Himlen taknemmelig for.
Jeg voksede op på et stort gods i Østpreussen. Så langt øjet rakte, så man fra hovedslottet ud over bølgende marker, der alle sammen hørte ind under vort domæne. Hvor som helst man færdedes ad de snoede markveje, stod krumryggede bønder med huen i hånden, når vi kom forbi. Når den bidende østenvind varslede efterårets komme, gik jagten tværs over stubmarkerne til hest og med halsende hunde ved siden. Undertiden væltede vi en bondeunge omkuld eller trampede et par høns i støvet, men så lo vi bare og for videre, mens jagthornet gjaldede. Hu, hvor det gik.
Min far var en stor og kødfuld mand. Han havde en egen barsk sans for humor. Jeg husker således en middag, han gav for nogle nabogodsejere. Ved denne middag skete der det ulykkelige, at sovsen skilte. Straks beordrede min far kokken ført ud på gårdspladsen, og der blev han ved faklernes skær bundet fast til to heste, der trak til hver sin side.
- Så kan han sgu føle, hvordan det er at blive skilt, sagde min far og klaskede sig på lårene af latter. Også gæsterne deltog i morskaben, og i mange måneder snakkede man ikke om andet end min fars påhit.
Men bag hans barske ydre bankede et varmt og medfølende hjerte. Han beordrede, at kokkens enke skulle have en lille hytte i sumpen kvit og frit og endda en tønde kartofler hver mortensdag.