I romanen Guldmageren (1836) er handlingen spundet omkring alkymiens gåde og henlagt til August 2.s tid omkring 1700-tallet i Dresden. Middelalderens alkymi og dens status mellem magi og videnskab udøvede stor tiltrækning på romantikerne, og det er heller ikke sært, at Hauch med sin faglige baggrund måtte spekulere over metallernes uopdagede mysterier. I fiktionen kunne han tillade sig at slippe fagmandens kølige skepsis og udmale scenerier, hvor alkymisten de Geer, doktor Rosenfeld og hans student Theodor tyder naturens „Zifferskrift“ og smelter guld i laboratoriets dunkle belysning. I det hele taget afgav samtidens naturfilosofiske spekulation og de nye opdagelser af elektricitet og magnetisme et stof, som fiktionslitteraturen kunne udnytte i sine gotiske chokhistorier og i skildringer af naturens dunkle natside. Det er også den fascination, Mary Shelley skrev sin siden så berømte roman Frankenstein (1818) på, og som gennemsyrer Ludwig Tiecks novelle „Der Runenberg“ (1802) samt flere af E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger. I Hauchs roman har alkymien en tvetydig status. Hovedhistorien er en kærlighedshistorie, og guldmageriet fungerer både som drivhjul for intrigen og som prøvesten på personernes moralske habitus. De overfladiske og selviske personer er, som man kunne forvente, kun interesseret i guldet som kilde til rigdom og magt, mens Theodor, den søgende hovedperson, indvies i alkymien med en dybere indsigt i elementernes ånder og naturens inderste. (Dansk Litteraturs Historie)