Naja Marie Aidt har skrevet en smuk, smuk bog. Med udgangspunkt i hendes egen søns tragiske død som 25årig, har hun skrevet en bog, der på én gang er poetisk, rå, brutal, vildt og fuld af tårer. Døden får moren til at sætte spørgsmålstegn ved alt, inkl. hendes egen rolle som Carls mor. Da de rydder op i hans ting, finder de bl.a. en notesbog med digte, selvom hun som mor ikke selv vidste, at han puslede med poesien. Det får hende til at stille sig selv spørgsmål som ”er det en god mor, der ikke ved det om sit eget barn?” Sorgen er Aidts fængsel, for sorgen har ikke noget sprog. Den er kun en tilstand, der fratager den sørgende for al livskraft, inkl. kraften til at formulere sig i sprog. Døden tager litteraturen fra Aidt, poesien er ingen redningsbåd i sådan en nødsituation. Hun kan ikke finde ordene, tonen, formen til at skrive om sin tilstand, sine følelser, om sin søn og hans død. Uanset hvad rækker hendes sædvanlige redskaber ikke, og derfor gør hun noget helt nye i denne bog. Hun blander de små noter, hun har skrevet efter Carls død med noter om den dag, hun hørte om hans fald; med erindringer fra Carls barndom; hun citerer store digtere, der også har lidt store tab – især tab af deres børn – hun inddrager ordbogsopslag og meget mere, for at skabe en ny form, der sammen kan fremstille den ugenkendelige sorg det er, at miste sit eget barn. Igen kan jeg kun sige, at det er en smuk, smuk, smuk bog. Den er en kærlighedserklæring! Uanset om man har brudt sig om Aidts tidligere værker, bør man læse denne bog.