'KRIMINOVELLER og ANDRE HISTORIER til gys og hygge' er otte spændende og underholdende noveller i et letlæseligt sprog. De fire første er krimier, som er hæsblæsende og anderledes med overraskende slutninger. De næste tre er spændende og underholdende thrillere, der byder på hvert sit budskab til eftertanke. Den sidste er en syret novelle, der nervepirrende fortæller om det måske umulige.
Uddrag fra 'En svumpan':
Hun drages dybere og dybere ned ad trappen. Trinene er små som er de beregnet til børn, og der er spindelvæv over det meste, som skærmer for noget af udsynet.
Der skinner noget lys i væger på væggene, så hun kan skimte trinene og sin skygge.
Der står tal indgraveret på hvert trin. Da hun har vænnet sig til den mangelfulde belysningen, ser hun, at det kunne være årstal. Hendes fødder når 1956, så 1955, så 1954 som vil de trække hende tilbage i tiden nedad og nedad. Som om tiden er en lodret spiral med trappetrin, man kan gå op og nedad. Hun vil gerne op. Har ikke lyst til at se mere, men tvinges nedad af svumpanen.
Efter mange trin stopper trappen, og hun når et gulv. Foran hende viser sig en væg og en låge med ståltremmer indtil et rum. På ståltremmerne står der med snirklede gotiske tal og bogstaver: 'år 1628 fangekælder'.
Bag ståltremmerne er der mennesker. De står i pjalter og kigger ud. Bortset fra skidtet og de pjaltede klæder kunne det være nogle af dem fra gruppen ovenpå, der blev usynlige. Hun prøver desperat at gøre modstand, vil ikke længere. Det føles farligt. Dødsens farligt.
Modstanden er nytteløs.
Uddrag af 'Detektiven':
Hun er min. Når hun er fulgt på arbejde, tager jeg ind på mit detektivbureau.
Om eftermiddagen klokken fire står jeg et stykke fra nummer 33 med indkøbsposer og venter på hende. Jeg forestiller mig, at vi skal hjem sammen og lave aftensmad. Jeg har også købt stearinlys og snacks til aftenhyggen.
Hun bor på Birkestrædet nummer 7 sammen med direktør Dennis Mortensen, som er hendes far. Det er ham, der har hyret mig.
Hjemme går jeg ind i stuen og giver Bitten et kærligt kram. Derpå går jeg ud i køkkenet og tilbereder et godt måltid mad af alle de råvarer, jeg har købt til Sanne og mig. Jeg dækker et hyggeligt bord og får ros af Bitten. Hun siger, jeg er jordens dejligste mand. Som studerende, der som hjælp til økonomien har et rengøringsjob fra tidligt morgen indtil skolen begynder, er det ren svir at komme hjem og blive opvartet på den fantastiske måde. Hendes veninder er dybt misundelige, siger hun.
Om aftenen falder hun i søvn til studierne og de tændte stearinlys, som jeg naturligvis pligtskyldigt slukker.
Senere på natten går jeg ned fra vores soveværelse og vækker hende. Hun bør sove rigtigt i sin seng. Hun går søvndrukkent med op, imens jeg kærtegner hendes spændstige krop.
Vi elsker i dæmpet belysning.
Sanne og mig.
Uddrag af 'Konferencen':
"Stå lige der, så ser jeg, om vi kan smutte uset forbi portieren og hen til trappen."
"Hvof (hik) hvoffor det. Skal vi ik' more os lidt mere - skeje ud?"
Ulla fniser og står lydigt et øjeblik udenfor hotellets indgang.
Så braser hun ind bagved Kim og kommer til at skubbe ham, så han må småløbe fremad. Han får stoppet fremdriften og retter sig op samtidig med, at han tager fat i Ulla, så hun ikke vælter.
"Den er godt nok høj. Hvordan har du båret dig ad? Vi har da kun fået nogle få drinks på cafeen, efter vi gik ud."
Han tager et fastere greb om hendes arm, så de kommer til at følges klædeligt arm i arm.
Portieren, der har været faldet i søvn, hvilket Kim netop ville have hvisket til Ulla tidligere, vågner:
"Nå børnlille, I har nok været ude at more jer?" Han smiler forstående hen imod dem.
"Jep." Ulla stikker tommelen i vejret.
"Vi skal have dig op i seng." Kim smiler hovedrystende tilbage til portieren og fører den fnisende Ulla hen mod trappen.
"Har de ikk' celevator her? Det plejer de da at have."
I det samme går alt lyset ud, så der er ligeså bælgmørkt som under en stjerne- og måneløs himmel på landet.
"Det var Pokkers." Kims irriterede udbrud bliver hængende i luften.
Han føler sig forsigtigt frem med fødderne og forsøger at orienterer sig. For ikke at ramle ind i noget svinger han med den frie arm, så han får ramt Ulla med et ublidt slag i ansigtet.
Ulla stopper brat op. Staverne i hendes nattesyn begynder at fungere. Hun kan se omridset af Kims ovale ansigt. Han får én på skrinet. Det var måske lidt hårdere, end hun havde ment det.
Overrumplet slipper han sit tag i hende, så hun med den pludselige manglende støtte vælter ned på gulvet.
"Skal du slå kvinde. Her har man hjulpet og passet på dig hele aftenen."
Han tager sig til kinden og prøver at hjælpe Ulla op.
Portieren kommer ilende med en lommelygte, så de bliver indfanget af keglens hvide lys.
Samtidig går døren op ud til gaden.