"En roman, hvori beskrives de forunderlige eventyr, som blev oplevet af Ambrosio, en munk af kapucinernes orden, der blev afledt fra dydens vej ved en kvindelig dæmons kunster, som kom til hans kloster forklædt som novice, og efter at have forledt ham fra hans løfte om cølibat gav ham en fortryllet myrtegren, som kunne skaffe ham adgang til den smukke Antonia i Madrid; hvorledes han blev opdaget i hendes kammer af hendes moder, som han myrdede for at holde sin forbrydelse hemmelig; medsamt detaljer om de midler, hvorved han besørgede, at Antonia i en dødlignende søvn blev bortført til de uhyggelige kældre under hans eget kloster, hvor han opnåede sine onde og ugudelige hensigter med den uskyldige jomfru, som han derpå myrdede med en kniv, som hans dæmoniske følgesvend gav ham, hvilken derefter forrådte ham til Inkvisitionens dommere, der spærrede ham inde i deres kældre og underkastede ham tortur, og hvorledes han, for at undfly denne, overleverede sig med sjæl og legeme til Djævelen, som bedrog ham og besørgede ham en forsmædelig død."

Sådan er den fulde ordlyd af titelbladet fra en engelsk udgave af Munken fra omkring 1818, og bedre beskrivelse af indholdet af denne pragtfulde gotiske roman kan man ikke ønske sig. Og trods dens alder - det er over to hundrede år siden, den udkom første gang, beskriver den med uhyggelig nøjagtighed de processer, der foregår i hovedet på en morderisk voldtægtsmand, når han fx. under forbrydelsen ikke forstår, hvorfor hans offer dog ikke kan elske ham.

Munken var - og er - en sensationsroman med mord og vold og utugt i lange baner - men den er også en unik klassiker i sin genre, og i modsætning til visse andre klassikere, er den ikke et øjeblik kedelig.